William Gibsons "Neuromancer" filmatiseres af "Deadpool"-instruktør

Efter at have droppet at lave "Deadpool 2" har instruktør Tim Miller haft nok at se til og har gang i en masse lovende projekter. Endnu et spændende projekt er nu landet hos ham. Han har takket ja til at instruere en filmatisering af William Gibsons cyberpunk-roman "Neuromancer" fra 1984, som længe er forsøgt filmatiseret.

Bogen handler om en ung hacker og hans liv i en dystopisk fremtidsverden, hvor grænsen mellem natur og teknologi smuldrer. Miller får hjælp til projektet af sin kollega fra "Deadpool", Simon Kinberg, som skal være producer på filmen.

Der er endnu ikke fundet nogen manuskriptforfatter til at skrive drejebogen, men projektet har længe været undervejs og har været under udvikling i adskillige år. Musikvideoinstruktøren Joseph Kahn var tilknyttet som instruktør tilbage i 2008, og Vincenzo Natali ("Cube") var senest tilknyttet.

De allertidligste bestræbelser på at få en filmversion af "Neuromacer" op at køre involverede musikvideoinstruktøren Chris Cunningham, som var udnævnt af William Gibson som værende den eneste person, der var i stand til at lave historien på den rigtige måde, og bl.a. skulle Aphex Twin indspille soundtracket til filmen.        

Blandt Millers mange projekter er også et reboot af "Terminator" med James Cameron og en adaptation af bogen "Flux", som beskrives som en techno-thriller. Så Miller har rigeligt med jern i ilden.  

Kommentarer

William Gibsons "Neuromancer" filmatiseres af "Deadpool"-instruktør

  • ★★★0

    Jeg havde ellers forlængst opgivet enhver håb om at bogen nogensinde blev filmatiseret. Jeg skrev 3g-opgave om den i gymnasiet - det er ved at være et godt stykke tid siden!

    Benway11-08-17 12:07

  • ★★★0

    Fra Cunningham - som helt afgjort er den eneste rette til at lave en filmatisering - til Tim Miller lugter mere af lort end af lagkage. 

    Dolphinfriendly11-08-17 12:51

  • ★★★★★★0

    Chris Cunningham + Aphex Twin soundtrack = ganske interessant.

    Tim Miller = standard Hollywood-spektakel...

    Det er måske lidt generaliserende, men mine forventninger er dalet en del.

    Guldager14-08-17 15:49

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen