2. sæson af "Star Wars"-serien "Andor" kommer først i 2025

Vi skal vente lidt længere end håbet på "Andor"-sagaens næste (og sidste) kapitel.

Tilbage i april var Moovy med under årets Star Wars Celebration-event i London, og her hørte vi "Andor"-skaberen Tony Gilroy afsløre på scenen, at 2. sæson af "Andor" udkommer på Disney+ i august 2024.

"Andor" er en anderledes rå og realistisk "Star Wars"-serie, der skildrer starten på oprørernes kamp mod det galaktiske imperium, og som fokuserer på Cassian Andor, som i løbet af serien går fra at være en gemen smugler til en heroisk rebel. Serien bygger således op til begivenhederne i spillefilmen "Rogue One: A Star Wars Story" fra 2016, hvor vi for første gang mødte Andor spillet af Diego Luna.

Men ligesom så mange andre tv- og filmproduktioner i Hollywood blev "Andor" påvirket af hhv. manuskriptforfatternes og skuespillernes strejker, og derfor bliver 2. sæson af serien ikke overraskende udskudt.

Læs også: Det er uvist, hvornår 4. sæson af "The Mandalorian" kommer

Det skriver IGN, som har set Disneys oversigt over 2024's kommende tv- og filmprojekter, hvor 2. sæson af "Andor" altså er fraværende.

Til gengæld er "Star Wars"-serierne "The Acolyte", "Skeleton Crew", "The Bad Batch" (sæson 3) og "Tales of the Jedi" (sæson 2) stadig med på listen, så fans af George Lucas' fantasifulde univers har stadig mange eventyr at se frem til i det kommende år.

Udskydelsen er dog stadig bemærkelsesværdig, for som IGN understreger, så manglede filmholdet angiveligt kun få ugers optagelser på 2. sæson af "Andor".

1. sæson af "Andor" fik ualmindeligt flotte anmeldelser, og Diego Luna blev Golden Globe-nomineret for sin præstation, mens sæsonen fik i alt 8 prestigefyldte Emmy-nomineringer – herunder Bedste dramaserie. Moovy TV talte med et par af seriens skuespillere, Denise Gough og Kyle Soller, op til premieren på 1. sæson, og det interview kan I se her:

Kommentarer

2. sæson af "Star Wars"-serien "Andor" kommer først i 2025

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen