"Game of Thrones": Første spin-off tidligst i 2020

Der er meget mere på vej fra "Game of Thrones"-universet efter seriens sidste sæson i form af hele fem potentielle spin-offs.

For nyligt blev det offentliggjort, at ottende og sidste sæson af den umådeligt populære HBO-serie "Game of Thrones" først får premiere i 2019.

Hungrende fans af det fascinerende, episke og voldelige fantasy-univers må belave sig på at vente yderligere, når det kommer til de annoncerede spin-offs. Hele fem af slagsen er under udvikling i form af såvel prequels som spin-offs, men ifølge programdirektør hos HBO, Casey Bloys, får den første af slagsen tidligst premiere i 2020.

Forfatter George R.R. Martin, der har skrevet de bestseller-romaner, som "Game of Thrones" er baseret på, er efter sigende involveret som medforfatter på mindst to af de nye historier, som er i støbeskeen.

Derudover er Jane Goldman ("Kingsman: The Golden Circle"), Max Borenstein ("Godzilla"), Brian Helgeland ("Legend"), Carly Wray ("Mad Men") samt Bryan Cogman, der har skrevet på "Game of Thrones" siden første sæson, hyret som manuskriptforfattere på de nye projekter, som til gengæld må undvære seriens skabere og producere David Benioff og D.B. Weiss.

Kommentarer

"Game of Thrones": Første spin-off tidligst i 2020

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen