HBO-serien "Big Little Lies" vender tilbage med en sæson to

Miniserien vender officielt tilbage og tager den højt profilerede instruktør Andrea Arnold med sig.

HBO's miniserie "Big Little Lies" fik premiere tidligere i år og viste sig at blive en kæmpe succes. Med Reese Witherspoon og Nicole Kidman i front fik serien bl.a. hele 16 Emmy-nomineringer, hvoraf den vandt otte af priserne. 

Serien var planlagt som en afsluttet miniserie på syv afsnit, men der har været mange spekulationer på en mulig anden sæson, og nu bliver dette en realitet. HBO har officielt givet grønt lys til sæson 2, til trods for at første sæsons instruktør, Jean-Marc Vallée, ellers havde udtalt, at han på ingen måde kunne forestille sig en ny sæson, da fortællingen sluttede "perfekt".

Oscar-vinder ombord som instruktør

Nicole Kidman og Reese Witherspoon, der både agerer hovedroller og producere på serien, har siden pustet til ilden om en mulig sæson 2 oven på seriens store succes – og nu bliver dette hermed en realitet. Anden sæson har også fundet sig en ny instruktør i form af Oscar-vinderen Andrea Arnold, der sidste år havde stor succes med sit ungdomsdrama "American Honey".

Hvordan anden sæson af "Big Little Lies" kommer til at udfolde sig, er endnu uvist, men det må forventes, at den lille by Monterey igen danner rammen for intriger og mordmysterie.

Indtil videre er Nicole Kidman og Reese Witherspoon de eneste, som er bekræftet til at vende tilbage, men det forventes også, at den nye sæson byder på et gensyn med Shailene Woodley og Zoë Kravitz.

Det vides endnu ikke, hvornår anden sæson får premiere, men det bliver formentlig først i 2019.

Kommentarer

HBO-serien "Big Little Lies" vender tilbage med en sæson to

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen