"Stranger Things" sæson 2 får dansk skuespillerinde på rollelisten

Netflix' populære 80'er-inspirerede serie "Stranger Things", der har gået sin sejrsgang i år, får dansk islæt i den uundgåelige sæson 2.

Det relativt ubeskrevne blad Linnea Bethelsen er blevet castet i rollen som Roman, der beskrives som en følelsessmæssigt skadet ung kvinde, der har oplevet et stort tab i sin barndom. Selvom Roman ikke bor i Hawkins, er hun på forunderlig vis koblet sammen med de overnaturlige hændelser på laboratoriet.

Udover det velkendte cast fra serien får den danske skuespillerinde følgeskab af skuespilleren Sean Astin, kendt fra 80'er-filmen "Goonierne" – som "Stranger Things" er inspireret af – og som hobbitten Sam fra "Ringenes herre"-filmene.

Også Paul Reiser, kendt fra 90'er-serien "Vild med dig" og "Whiplash" fra 2014, vil være at finde i serien som Dr. Owens, der arbejder for Department of Energy.

Sæson 2 af "Stranger Things" forventes at få premiere til sommer.

Kommentarer

"Stranger Things" sæson 2 får dansk skuespillerinde på rollelisten

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen