"The Mandalorian": Boba Fett får sin egen seje plakat efter nyeste episode
Den legendariske dusørjæger gjorde omsider comeback i sin ikoniske rustning i 14. episode af den populære "Star Wars"-serie.
Artiklen indeholder milde spoilere.
Det har længe været kendt, at Boba Fett på et tidspunkt ville dukke op i 2. sæson af "Star Wars"-serien "The Mandalorian". Den ikoniske dusørjæger overlevede mirakuløst sit møde med det berygtede Sarlaac-monster i "Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi", og i fredags skete det så: Boba Fett dukkede for første gang op i sit legendariske panser siden den fatale hændelse på Tatooine back in the day. Det skete på Disney+ i seriens 14. episode med titlen "The Tragedy".
Fan-favoritten bliver nu om stunder portrætteret af Temuera Morrison, som spillede Boba Fetts far, Jango Fett, i "Star Wars: Episode II - Klonernes angreb", og det blev ligeledes til et gensyn med dusørjægerens sagnomspundne rumskib, Slave I.
Lucasfilm har i kølvandet på Boba Fetts comeback offentliggjort en sej karakter-plakat med den über-cool dusørjæger, og den kan ses herunder.
Tiden må vise, hvilke eventyr der nu venter Boba Fett, men det forlyder på rygtebørsen, at Disney pønser på en spin-off-serie med dusørjægeren som omdrejningspunkt.
Det er dog sikkert og vist, at 3. sæson af "The Mandalorian" allerede er i støbeskeen.