Game Of Thrones (sæson 6)
Starter svagere end de forrige sæsoner, selv om det stadig er over snittet for diverse Tv-serier. Den får heldigvis spillet sig op og endda så meget, at den (endnu engang) ender som et regulært mesterværk i sæsonens sidste par afsnit eller mere. Historien føles også tæt på at være nået et klimaks, hvor enden er nær (hvad der også er annonceret) i et eller andet omfang, så har svært ved at se hvor meget mere de kan presse ud af konceptet og de mange fantastiske karakterer (selv om der er en del at samle op på). Eller jo, selvsagt kan der fortælles tusindvis af historier i dette univers som er stort, nuanceret og omfangsrigt. Men skal de røde tråd holdes sådan nogenlunde, glæder det mig at de ikke har planer om at pine serien til døde. Kan den holde niveauet i de to sidste og lidt kortere sæsoner, må det for mig kun blive alle tiders bedste serier (i skarp konkurrence med ”Breaking Bad”).
Bedømmelse: 9/10
San Andreas (2015)
Som så ofte med katastrofefilm og lignende, så er det de bagvedliggende tematikker der i virkeligheden er historiens kerne, frem for bare at lade det handle om selve katastrofen. Det kan være den tragiske helt, der skal genvinde sit værd, noget fra fortiden der skal gøres godt igen eller som her, den splittede familie der efter en tragedie skal finde sammen igen. Som det så også ofte er i disse samlebånds-Hollywoodfilm, præsenteres det dog også så forslidt og formularisk, uden at turde træde dybere, at det føles ligegyldigt i bedste fald. Hvis så filmen leverer på andre punkter, så er det måske også til at leve med. Som det dog ofte også ses med disse film, så er de forudsigelige som bare pokker og kører skematisk efter samme opskrift igen og igen. De bedste af dem, kan indimellem underholde på en tømmermandssøndag eller når man ligger syg på sofaen (det var her jeg så den). Desværre hører denne ikke til de bedste. Der er ganske enkelt for mange helt igennem stupide indfald og dårlige dialoger, svagt skuespil og det kombineret med en fladt fortalt historie, som sine steder filer så meget på violinerne, at det er til at blive irriteret af. Den jagter hæmningsløst dine følelser i en dødsscene, som den trækker ud i det uendelige, selv om vi ved hvad der sker, eller rettere ikke sker. Effekterne er i øvrigt i bedste fald gode, men ofte blot middelmådige.
Bedømmelse: 4/10
Love & Mercy (2014)
Biografisk fortælling om det musikalske geni, Brian Wilson, der psykisk syg efter faderens årelange tæsk op igennem barndommen, stod for det meste af det materiale som gjorde The Beach Boys til et hit på den amerikanske og senere også internationale musikscene. Wilson forsøgte at søge dybere og mere eksperimenterende ind i musikken, med held rent kunstnerisk, men det gav modstand til en i forvejen plaget psyke. Vi følger historien i to tråde, hvor Paul Dano er et fantastisk valg som den unge Wilson, der kæmper med få skabt sine musikalske milepæle, mens han på samme tid falder længere og længere ned i et sort hul. Jeg var lidt mere skeptisk med John Cusack som den ældre Wilson, men han vinder når man giver rollen tid og leverer martret spil af et menneske fanget i sin egen sygdom og folk omkring ham. Teknisk og narrativt føles filmen ellers egentlig ikke som noget særligt, udover dens opdeling. Den kan næsten ligene en Tv-produktion. Men den løftes af at man ved at historien dels er sand og vistnok en af de mere nøjagtige biografifilm (ifølge Wilson selv i hvert fald) og så løftes den dels af at det er nemt (for mig i hvert fald) at identificere sig med karakterens forpinte sjæl, der første sent i karrieren og livet, efter årelangt at være blevet udnyttet, finder forløsning i gennem kærligheden. Det kan lyde corny, men det præsenteres via oprigtige følelser og rørende spil af de to skuespillere i hovedrollen som man tror på.
Bedømmelse: 8/10
Vacation (2015)
Jeg har som sådan aldrig været en stor fan af 80’erne komedierne om ”Fars Fede Ferie” og efterfølgerne (selv om Christmas Vacation er blevet lidt af en julefavorit) med Chevy Chase i hovedrollen som den ofte enerverende og klodsede far. Jeg har dog som så mange andre, hyggegrinet med dem, dengang de kom frem og fundet de var underholdende. Jeg havde dog indrømmet nærmest minusforventninger da jeg faldt over denne efterfølger/remake (den er begge dele) og satte mig for at se den, ja bare fordi. Jeg blev så alligevel positivt overrasket, måtte flere gange tage mig selv i at grine højlydt. Selv om en del af humoren ikke var specielt god, andre gange kammede over i noget der havde passet bedre til spoof-filmene ”The Naked Gun”. Timingen var sine steder så godt ramt, at det bare blev sjovt næsten af den grund (hvor er timing bare vigtig i komedier). Synes egentlig også at Ed Helms var en positiv oplevelse som Rusty Griswold, søn af Chase’s Clark fra de oprindelige film. Så ingen stor komedie, men den formår dog at levere nok momenter undervejs, til at det burde være muligt at hænge på, hvis man er til stilen og genren.
Bedømmelse: 6/10