Det lille britiske label 88 Films er åbenbart ramlet ind i lidt af en #metoo-storm, som virkeligt får folk til tasterne i alle de kendte vandhuller for genrefilmselskere.
De har åbenbart hyret Bey Logan til at stå for noget materiale til nogle af deres mange udgivelser af Hongkong-film.
Tilbage i 00'erne var Bey Logan involveret i det nærmest legandariske, engelske label Hong Kong Legends, der var de første som virkeligt tog Hongkong-filmen seriøst, gjorde noget ud af få fat i de rigtige og mest muligt uklippede versioner, de rigtige lydspor, hyrede eksperter til ekstramaterialet osv.
Men allerede dengang gik der historier om, at Bey Logan kunne være lidt for nærgående overfor kvinder i industrien. Mig bekendt var det en af årsagerne til, at selskabet i sin tid lukkede.
Bey Logan flyttede til Hongkong i 1990'erne i håb om at få en fod indenfor den lokale filmindustri. Han har siden arbejdet i en masse forskellige funktioner, og i en årrække var han sågar vicepræsident for Miramax Asien og personlig ven med Weinstein.
Selvom der gik rygter i årevis, så ramlede det hele først for en håndfuld år siden, da en avis i Hongkong trykte en stor artikel, hvor syv kvinder fra den lokale filmindustri anklagede ham for grænseoverskridende adfærd med alt fra trusler og vold til at tage sit lem frem foran dem. Siden har han været persona-non-grata i i hvert fald dele af industrien.
Så kan man jo så sige, at alt det ligger år tilbage, og folk skal have en chance til. Men der findes forholdsvis nye tweets af den kvindelige journalist, der skrev den omtalte artikel dengang, hvor hun fortæller, at han stadigvæk ringer og skriver til hende og truer hende med mellemrum.
Det har udviklet sig til en kæmpe diskussion i genrefora på nettet med folk, der råber højt om "cancelling-kultur" på den ene side, og andre, der mener, at sådan en opførsel bør have konsekvenser på den anden. På blu-ray.com har de været nødt til både at låse diskussioner for 88 Films og for deres nyeste udgivelse, fordi bølgerne gik for højt.
88 Films har indtil nu holdt fast i at bruge Bey Logan, og det har så til gengæld fået en hel stribe af de andre eksperter, selskabet har anvendt til at producere deres udgivelser, til at trække sig fra samarbejdet - deriblandt dem, der nok regnes for de største kapaciteter på Hongkong-området i dag.