Russo-brødrenes spionserie "Citadel" får grønt lys til sæson 2 – før sæson 1 er udkommet
En af tv-historiens mest ambitiøse og omfattende satsninger har bl.a. danske Roland Møller foran kameraet.
Tidligere på måneden delte vi den første trailer til "Citadel" – Amazon Studios' kommende thrillerserie, som har masser af store navne foran og bag kameraet.
Serien er nemlig bl.a. udtænkt og produceret af Russo-brødrene, Joe og Anthony, som har megahits som "Captain America: The Winter Soldier", "Avengers: Endgame" og "The Gray Man" på CV'et.
Og foran kameraet finder vi bl.a. Richard Madden ("1917"), Priyanka Chopra Jonas ("Baywatch"), Stanley Tucci ("The Lovely Bones") og vor egen Roland Møller.
Men det mest iøjnefaldende ved den kommende serie er, at der allerede er adskillige spin-offs i produktion – netop nu bliver to "Citadel"-spin-offs skudt i hhv. Italien og Indien, og en 4. serie går snart i produktion i Mexico. Planen er, at karaktererne i de forskellige serier løbende mødes på tværs af franchisens føljetoner.
Derfor er "Citadel"-franchisen også en pengesluger af rang – den første sæson består af seks episoder, som tilsammen har kostet næsten 1,3 milliarder kroner at producere.
Men på trods af de skyhøje regninger, så har Amazon Studios stor tillid til Russo-brødrenes arbejde og til deres spritnye, spirende spionfranchise.
The Hollywood Reporter skriver, at "Citadel" (altså franchisens amerikanske "originalserie") allerede har fået grønt lys til en sæson 2, før sæson 1 får premiere på Prime Video den 28. april. Det forventes, at Russo-brødrene instruerer flere af afsnittene, før de kaster sig over "The Gray Man 2" til Netflix.
Herunder kan I se Moovy TV's interview med Russo-brødrene om netop "The Gray Man", hvor de også diskuterer deres tilgang til at instruere action: