Anmeldelse: Haunted Mansion

Disney evner ikke at puste liv i et misfoster, som ikke hører hjemme blandt levende billeder.

Det er altid et element af noget interessant, når forlystelserne fra Disney World filmatiseres. Det lykkedes trods alt med vis succes over indtil videre fem "Pirates of the Caribbean"-titler. Fælles for film og forlystelse hos den børnevenlige mastodont er spektaklet i sig selv. Rutschebaneturen foran lærredet. Synergien mellem det eventyrlige og oplevelsen. Hurtigt glemt, sådan at man tager en tur til i karrusellen. De allerførste levende billeder i 1895 fremvist af filmmediets pionérfædre, de entreprenante Lumiére-brødre, regnede ikke film som mere end netop et spektakel. At Disney’s filmstudier har baseret deres overmættede markedsstrategi ud fra samme principper er ikke just en hemmelighed. "Haunted Mansion", baseret på "The Haunted Mansion"-forlystelsen, overrasker derfor heller ikke som værende andet end uhyggelig skidt. 

Plottet er som taget fra en Skoda-vittighed. En mor og hendes søn er flyttet ind i den mest hjemsøgte herregård, de kunne finde i New Orleans. Byen, der er kendt for jazz, voodoo og den mest udsyrede James Bond-film. For at komme spøgelserne til livs hyres et umage hold eksperter. En astrofysiker med hang til spøgelses-kameraoptikker, en overtroisk universitetsprofessor, en upålidelig spåkone og en kæk præst. Det viser sig (u)naturligvis, at det ikke er helt nemt at slippe af med husets ikke-levende eksistenser. Heldigvis er ikke de alle onde. Puha, ja. Så kan vi jo godt ånde lettede op.

Nu tænker du sikkert, at den nu tyve år gamle og første "Haunted Mansion"-filmatisering af "The Haunted Mansion"-forlystelse med Eddie Murphy burde være nem at overgå. Bemærk her ‘burde’. Forskellen på de to film er nemlig Murphy. Komikeren kan charmere det mest sjælsforladte seværdigt til en vis grænse, og grinebideren medvirker ikke denne gang.

   

Med et produktionsbudget på lige over en milliard kroner burde Disney muligvis have overvejet at trylle den legendariske skuespiller frem. I skrivende stund klarer "Haunted Mansion" sig skræmmende dårligt. End ikke halvdelen af det beløb er tjent ind globalt, trods verdenspremieren var for knapt en måned siden. Mange af millionerne må være tryllet væk på tant og fjas, da "Haunted Mansion" til forveksling mere ligner web-TV produceret af fladjordsteoretikere end Disney’s vanlige høje computergrafiske standard. Så er det jo godt, at Disney+ findes. Der går næppe mange uger, før biografudgaven lægges i graven.

Det værste er ikke, at manuskriptet til "Haunted Mansion" anno 2023 er så generisk, at man fristes til at spekulere i, at vi hér har det endegyldige bevis på, at kunstig intelligens har skrevet samtidige Disney-produktioner de seneste ti år. Eller, at man efter en time enten er faldet i søvn eller skæver vantro på sit ur i erkendelse af, at filmen kun er halvvejs eller at tiden på magisk vis står stille. Det er heller ikke det værste, at samspillet mellem stjerner som LaKeith Stanfield, Rosario Dawson, Owen Wilson, Danny DeVito, Jared Leto og Jamie Lee Curtis er blottet for kemi. Til gengæld kæmper de bravt – og forgæves – med at hive lige så meget ud af materialet, som Laurence Olivier fik ud af sit samlede Shakespeare-bagkatalog. Det værste er, at filmen vil alt, alt for meget. Visse isolerede sekvenser virker, men aldrig sættes balancepunktet i vater. Heksegryden smages ikke nok til og man kløjs i suppen. Opkoget af eksistentiel drama, kikset timet slap stick- og forvekslingskomik, hårrejsende gys og gru, lun familiefilm, rå socialrealisme, vekselvirkende temposkift i én sammenrullet garnnøgle af plottråde og et persongalleri, som ikke er til at finde hale eller blive involveret  i, hugger resolut hovedet af den altafgørende atmosfære. Uden dén, overlever spøgelsesfilm sjældent.

Disney evner ikke at puste liv i et misfoster, der ikke hører hjemme som levende billeder. "Haunted Mansion" vil så gerne underholde og fornøje, men falder sammen som en ektoplasmisk sufflé. Ikke at det overrasker, nu filmen er baseret på en forlystelse. Dog er det overraskende, at en spøgelseshistorie med et produktionsbudget på over en milliard kroner er så skræmmende dårlig udført.