Anmeldelse: Sparta

Med en pædofil hovedkarakter tvinger Ulrich Seidl publikum til at tage stilling til hvem der er gode og dårlige mennesker i den provokerende og komplekse "Sparta".

Den østrigske instruktør Ulrich Seidl har siden debuten været en kontroversiel skikkelse. Gennembruddet "Hundedage" introducerede verden for Seidl, der hurtigt blev en etableret festival-darling. Og med film, der oftest kredser om vold, sex, tabuer, og fremmedgjorthed ligger det da også lige i ånden af europæisk arthouse. Så er der Seidls unikke touch. Med titler som "Paradis"-trilogien, den chokerende "I kælderen", og senest "Rimini", er det nemlig svært at vide hvor fiktion og virkelighed mødes. Virkelighedens mennesker  og professionelle skuespillere mikses i tydeligt opsatte scener, fra dokumentaristiske, observerende øjeblikke til optrappende, skrevne konflikter. Men Ulrich Seidls version af verdenen og virkeligheden er altid kompleks, og "Sparta" er endnu et vidnesbyrd.

Hvis nogen så "Rimini", omhandlende den fallerede schläger-stjerne Richie Bravo, der havde store familie- og pengeproblemer, så fortsætter "Sparta" historien. Sådan nogenlunde. Denne gang følger vi Richies bror, Ewald, der er pædofil. Træt af sit sexløse forhold med kæresten flygter han til Rumænien, hvor han åbner et judoakademi for byens unge drenge. Ewald træner dem. Leger med dem. Bryder med dem. Er nøgne med dem. Og kigger på billeder af dem om natten. Men Ewald gør aldrig noget kriminelt ved børnene, og det siges aldrig højt, hvad Ewalds forbudte lyster er. Så langt, så kontroversielt.

Få istruktører ville turde at have en pædofil som hovedperson. En hovedperson, der for alt i verden vil få svært ved at tjene publikums sympati. Men på vanlig vis lader Ulrich Seidl beskueren selv beslutte hvad der er moralsk forkert eller direkte afskyeligt. Sådan var det med de rige, hvide mennesker der slagtede uskyldige dyr i "Safari". Og ligeledes var det sådan i "I kælderen", hvor almindelige mennesker også kunne have nazi-memorabilia eller sex-dungeons i det mest private rum - uden at være psykopater.

Intet er ligetil, når mennesker og samfundet præsenteres gennem Ulrich Seidls kølige linse. På samme måde som landsfællen Michael Haneke foretrækkes det at observere fremfor at dømme. Dét er din opgave som seer. I "Sparta" er Ewald en yderst kompleks hovedkarakter. Manden af få ord er tydeligvis pædofil, men han reagerer aldrig på sine lyster. Han gør aldrig skade på børnene. Men alene baseret på de omgivelser han har skabt for sig selv med sin Sparta-skole er vi ikke i tvivl om det han gør er amoralsk - og ulækkert. Men er det værre end de fædrer, som gennemtæver deres børn, og er nødsaget til at søge skjul på kampskolen? Dit moralske standpunkt må du selv tage stilling til. Men Seidl tvinger dig til at gøre det før eller senere.

Ulrich Seidls seneste forsøg på at stikke til det konforme, og udfordre sit publikums morale, med historier sovset ind i tabuer og skurkagtige hovedpersoner, er klassisk Seidl. Selve filmproduktionen har endda haft sine egne kontroverser med børneskuespillere, der angiveligt ikke har vidst, hvad de har sagt ja til. Og sådan er konflikten også gennem hele filmen med Ewald. Ved han egentlig hvad han har gang i? Hvordan vil samfundet se på hans spartanske gerninger? Eller er han blot et offer af den familie, som har formet ham? Ulrich Seidl stiller alle spørgsmålene. Så er det op til dig at finde svarene.

Kontroverser eller ej er en ny film af Ulrich Seidl altid en kærkommen tilføjelse til enhver biografs premiereliste. Fordi han provokerer og får os til at tænke. Fordi han ikke fordømmer, men i stedet lader individet bedømme. Og så er det altid lidt voldsomt. Og vanvittigt. Hvad end det er skabspædofile blandt børn, sexlystne bedstemødre i Afrika eller hormonfyldte børn på slankelejr. Med østrigeren er det svært at vide, hvad der gemmer sig i posen, og hvor fiktionen udvisker virkeligheden. Men det er altid interessant.

"Sparta" har dansk biografpremiere 7. december.