Jeg tog lige den mellemste i at sidde med en kammerat, og lave hjemmelavede kanonslag på værelset. Og det var sagt, at hvis jeg tog ham i den slags, så hedder det bare 0 fyrværkeri i år. So be it! Kammeraten nærmest flygtede hjem, og Mikkel er en lille mand nu, for han ved godt at den ikke var god. Så jeg satte senariet op: vil du sidde og ikke kunne skære dit mad ud fordi du ingen fingre havde, eller det faktum, at i ikke havde briller eller ville bruge dem, så du måske ville blive blind? Jeg skældte ikke ud, men ridsede bare fakta op, og så var det i seng.
Jeg gjorde det samme, men det er sgu ikke nogen ordentlig årsag til, at ens børn skal gøre det. Mine forældre anede ingenting, men jeg havde (pun intented) lugtet lunten, og fik det stoppet. Nu er han bange for, at der ikke bliver noget fyrværkerikøb i år sammen med morfar. Det gør der jo nok, men jeg tror han fattede budskabet, og nu kan han marinere lidt i det.
Jeg gider bare ikke, at når vi har en aftale, at den ikke overholdes. Jeg kan høre at han snøfter inde på værelset, fordi han godt ved den er gal, men det må være straffen. Jeg synes egentlig ikke jeg er hård, for der var en aftale, og den brød han. (Og jeg er jo en blød mand, så jeg har det dårligt over at han har det dårligt, men jeg er sgu nødt til at være standhaftig!)