Anmeldelse: Dune: Del 2

Science fiction-verdenens svar på Biblen udvandes til banal krigsfilm i skuffende uforløst opfølger.

Fortællingen om prøvelserne forud for filmatiseringerne og forsøg på samme af Frank Herberts "Klit" er for længst gået over i filmhistorien. Højtragende dramaer uden for lærredet, der overgår slutprodukterne. Fra kultinstruktør Alejandro Jodorowskys mislykkede forsøg, hvis rester affødte nyt liv i Ridley Scotts mesterværk "Alien – den ottende passager". David Lynchs gigantiske flop fra 1984, der senere blev en elsket kultfilm. For ikke at tale om den Emmy-prisbelønnet serie fra 2000. Uden at nå sokkeholderne af det niveau, som tidernes største og mest populære sci-fi værk har sat.

Årtier senere steg temperaturen. Denis Villeneuve var ny mand bag roret. Én af tiden mest hotte storfilmsinstruktører. Efter sigende med planer om at skabe en række film og serier i Herberts univers. Efter endnu en hulens teatralsk – grænsende til lavkomisk – tovtrækkeri om en opfølger til "Dune", senere omdøbt "Dune: Del 1", lander opfølgeren små tre år senere i samme uforløste ingenmandsland. For Del 2 ud af hvor mange?

Paul Atreides (Timothée Chalamet) og hans mor, Lady Jessica (Rebecca Ferguson), har overlevet massakren fra de onde Harkonnen. Anført af Vladimir (Stellan Skarsgård) og Rabban Harkonnen (Dave Bautista), har de også har genvundet kontrollen og høsten af universets mest værdifulde råstof. Et gådefulde krydderi, som blandt andet giver mulighed for at rejse i rummet. Og som kun kan udvindes på ørkenplaneten Arrakis, eller Dune i folkemunde. Paul og Jessica har slået sig sammen med de ikke mindre gådefulde indfødte fremenerne, der om nogen hader Harkonnen. Paul vil hævne sin far og destruktionen af Atreides-slægten. Og udnytter ufrivilligt, at han hyldes som den profet, der skal få ørkenplaneten til at spire som et grønt paradis.  

"Dune: Del 2" er ekstremt problematisk. Vi aner endnu ikke, om der kommer en Del 3. Eller så vidt en Del 4 eller måske endda en Del 25. Med det enorme bagkatalog af først Frank Herberts i alt seks bøger, og senere sønnike Brian Herberts indtil videre yderligere tyve bøger i "Dune"-universet, kan Warner Bros. have en ny cash cow græssende på folden. En stor del af "Dune: Del 2" er, som "Dune: Del 1", opbygget som en salgskampagne til at overbevise publikum og Warner Bros. om, at vi skal købes os ind på løftet om, at endnu en opfølger måske/måske ikke ser dagens lys. Hvem ved, måske er det en misforstået marketing gimmick. Præmissen ville holde vand, hvis Denis Villeneuves indtil videre to "Dune"-film fungerede hvert for sig. Hvis blot hvert kapitel ikke blev afrundet med endnu en cliffhanger uden endnu en annonceret fortsættelse på bordet. Som etteren ikke kunne for tre år siden, kan toeren midlertidig heller ikke stå på egne ben. Og hvor temaer og miljøbeskrivelser som manglede i første omgang, som kun til dels underbygges i opfølgeren og udskydes til den næste flaskehals i rækken.

Nuvel, men hvad kan "Dune: Del 2" så egentlig i sig selv? Og synes Denis Villeneuve at være det helt rette valg bag kameraet? Jo, absolut. Ikke alene fordi canadieren har statueret sig som tidens oplagte valg til episke storfilm. Gennemgående temaer i hans mest elegante film, såsom "Enemy", "Sicario" og "Nawals hemmelighed", har været kritik af kynisk magtmisbrug, totalitarisme og religiøs fundamentalisme. Temaer som Frank Herbert kredsede om i ørkensandet, og som udvikler sig fra Paul Atreides’ dannelsesfortælling til en dyster forfaldsberetning om storhedsvanvid, hvordan hævnlyst forpurrer idealisme og magten korrumperer.

Der er ikke langt fra idealistisk helt til folkeforførende tyran med blod på hænderne. "Dune: Del 2" burde være en film til tidens politiske profiler og skræmmende nærværende diktatorer, og den stikker skam fingeren ned i sandet. Men den dykker aldrig dybt ned i en overbevisende materie i skildringen af nuancerne i den papirtynde grænse mellem storhed og storhedsvanvid, der skildres så utroligt troværdigt – samt legende åbent og nuanceret – hos Herbert. Psykologisk og narrativ finmekanik er en saga blot i filmatiseringen. Pointerne brages op i Hans Zimmers potente bass og musikalske ledemotiver, der overdøvende og indianer-hujende skriges ind i ansigtet på os, næsten så den sovende vækkes. Flot teknisk er især visse slag, selvom vi nærmer os logik set fra computerspil med end of level-bosses i flæng. Til gengæld er universet som i forgængeren sært generisk og koldt. Stift og blottet for den streampunkt'et særegen, som den udskældte "Dune" fra 1984 i det mindste ramte fantasifuldt, farverigt og organisk.

Vi stopfodres med budskabet, indtil nuancerne udvandes på det groveste. De politiske spil i magtens korridorer internt og eksternt i persongalleriet hos Kejseren, Atreides, Harkonnen, fremennerne og ikke mindst Bene Gesserit-kulten optrappes for hurtigt og udtømmes for nemt. Subtile handlingstråde fra Frank Herberts værk er pist forsvundet, og at magt korrumpere er grotesk overforklaret og simplificeret. Samtidig med, at filmens indre logik ikke kan bære intensiveringen af tid, der i bøgerne foregik over flere år. I "Dune: Del 2" sker de politiske rankespil, relationsopbygningerne blandt magteliten og personer, samt Pauls opstigen som profet og hærfører over måske et halvt år.

Skyggespillene er alt for åbenlyst portrætteret, karakterudviklingerne hastes afsted uden troværdige mellemregninger og alligevel indføres vi ikke nok i det mere end veldokumenterede og gennemarbejdede sci-fi-univers. Javier Bardem som Stilgar og især Austin Butler som Feyd-Rautha er lyspunkter i en sand ørkenvandring i tomgang. Det føles aldrig som om, at vi rigtigt kommer i gang. Eller at det afsluttes, fordi vi (måske?) er i en blød mellemfase i en trilogi. For min skyld behøver vi ikke flere "Dune"-film, hvis dette fremover er niveauet.

Potentialet er der, det ved vi fra forlægget. Også selvom "Dune: Del 2" er en mere løs end tro filmatisering af Frank Herberts legendariske sci-fi opus. At magtkampe, motiver og personudvikling ikke udføres ordentlig efter indtil videre næsten seks timers film med kæmpebudgetter og branchens allerstørste stjerne bag og foran kameraet er slet ikke godt nok. I stedet benyttes tiden til, at der gudhjælpemig drysses breadcrumbs ud til (de?) næste film, som var vi fanget i den evige Marvel-spiral. Dybt skuffende og ikke lovende, ser vi i fremtiden en række andre film i "Dune"-universet dukke op fra samme sand.

"Dune: Del 2" har dansk biografpremiere 28. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor de gigantiske sandorme kan opleves i Hans Zimmer-overdøvende Dolby Atmos og cryskkniv-skarp 4K. Læs mere her.

Desuden præsenterer lyddesigner Peter Albrechtsen filmen til et sær-event torsdag 29. februar i FORMAT Bio. Læs mere her.