Den er stadig på min to watch-liste, men det nu mest fordi, jeg er ret vild med coming of age-genren.
Anmeldelse: The Edge of Seventeen
Den utilpassede high school-elev Nadine (Hailee Steinfeld – kendt fra "True Grit") betror sig en eftermiddag til sin favoritlærer (Woody Harrelson) i et tomt klasselokale. "Jeg vil ikke spilde en masse af din tid... men jeg har tænkt mig at slå mig selv ihjel." Det er ikke nødvendigvis sandt, men Nadine har en sjælden evne til at kunne gro store dramaer ud af meget beskedne modgange.
Seneste eksempel på dette er, at hendes bedste/eneste veninde Krista (Hailey Lu Richardson) har indledt et forhold til Nadines langt mere populære storebror, Darian (Blake Jenner fra "Everybody Wants Some!!"). Nadine tvinger Krista til at vælge – min bror eller mig? Nadine bryder sig ikke om svaret.
I det hele taget har Nadine et anstrengt forhold til familien. Hendes elskede far afgik ved døden tre år tidligere. Hændelsen har fået hendes mor (Kyra Sedgwick) til at falde tilbage i en selvoptaget teenage-agtig rolle, hvor Tinder-afhængigheden fylder mere i bevidstheden end hendes egne børns velbefindende. Nadines forhold til den føromtalte storebror er ligeledes komplekst. Til en fest beskriver en kvindelig bekendt, hvordan hun oplever forskellen mellem Nadine og broderen. Den bekendte sammenligner dem med Arnold Schwarzenegger ("høj og succesfuld") og Danny DeVito ("lille og spøjs") i filmen "Twins". Hint: Nadie er ikke Schwarzenegger i det scenarie.
"The Edge of Seventeen" er Kelly Fremon Craigs første spillefilm – hun står både bag instruktion og manuskript. Som sådan kunne man håbe på den innovative sitren og kunstneriske sult, der ofte kan mærkes i debutfilm, men her er der desværre tale om relativt klassisk high school-komedie. En genre, der for alvor lod sig definere af den stribe af semi-mesterværker, som John Hughes stod bag i 1980'erne. Selvom Hughes' kunstneriske arv bestemt kan føles i "The Edge of Seventeen", er han dog ikke den filmkunstner, som man oftest bliver mindet om, mens man ser filmen. Det er derimod Diablo Cody.
Cody er manuskriptforfatteren, der moderniserede Hughes' formel med "Juno" (2007) – hvis manuskript Cody også vandt en Oscar for. Den kontante, men alligevel hjertevarme tone fra "Juno" syrer igennem hver eneste scene i "The Edge of Seventeen", men uden det raffinement Cody kan levere. Det er tydeligt, at det er elevens og ikke lærerens film, der løber over skærmen. Alting er habilt skrevet og spillet, situationerne er tæt på interessante, men der mangler originalitet. Der skal være en grund til, at publikum skal vælge at se denne film fremfor "Juno" eller "Easy-A" (2010), og dén grund har jeg svært ved at få øje på. Det hjælper heller ikke, at Nadine som karakter – og Hailey Steinfelds præstation – heller ikke kommer i nærheden af, hvad Ellen Page og Emma Stone leverer i de to førnævnte film.
Der vil altid være behov for film som "The Edge of Seventeen". Fyldt med mean girls-klikker, akavede forsøg på teen romance og en uendelig strøm af unødvendig voice over-fortælling. Der vil være mange, der vil kunne spejle sig i Nadines kamp for social overlevelse og finde værdi i oplevelsen af at se denne film. Der findes dog en del film, der fortæller den samme historie bedre.