Derfor kan Netflix få dig til at se superhelteserier

Netflix er kendt for sine algoritmer, der skræddersyer indholdet, så det matcher dét, du gerne vil se – eller de serier, du måske vil synes om. Mere end 80 % af alle serier opdages nemlig gennem Netflix' anbefalinger – også selvom man måske nogle gange kan rynke på panden over forslagene.

Nu afslører Netflix i en undersøgelse helt nyt data, der viser, at en ud af otte seere aldrig havde set tegneseriebaseret indhold på streaming-tjenesten, før de gav sig i kast med Marvels superhelte på Netflix. Undersøgelsen viser også, at én ud af de fem, der kastede sig over "Stranger Things", var helt nye til horrorgenren på Netflix.

Hjælpe medlemmerne med at slippe deres fordomme

"Hos Netflix ved vi, at genre bare er et omslag, og vi arbejder derfor hårdt på at udvikle algoritmer, der hjælper medlemmerne til at slippe deres fordomme og finde historier, de vil elske, selvom de hører til genrer, de ikke umiddelbart troede, de kunne lide," siger Todd Yellin, Vice President of Product, i en pressemeddelelse.

I weekenden fik "The Defenders" – serien, der samler fire Marvel-superhelte i samme serie – premiere. Derfor afslører Netflix nu, hvilke andre serier der leder nytilkomne Marvel-fans til superhelteuniverset.

Antihelte og moralsk tvetydighed leder seere til "Daredevil"

Historier, der bevæger sig i samfundets gråzoner, øger seernes interesse for "Daredevil", såsom den politiske tumult i "House of Cards", og når familiens loyalitet bliver sat på spidsen i "Bloodline". Det gør karakterer, der slører grænserne mellem skurke og helte, også, såsom Walter White i "Breaking Bad" og Morgans morderiske gerninger i "Dexter".

Serier med humor som "Master of None" og "Friends" drager seere til "Jessica Jones" lige såvel som historier med stærke kvindelige hovedpersoner som i "Orange is the New Black". Også serier med omdrejningspunkt i dystre forbrydelser som den psykologiske spændingsdokumentar "Making a Murderer" ser ud til at lede seerne mod den kvindelige privatdetektiv.

Samfundets skyggesider dirigerer seere til "Luke Cage"

Serier, der afdækker samfundets mørkere sider, drager seere til "Luke Cage" – såsom spørgsmålet om skyldfølelse i "Amanda Knox" og udforskningen af teknologi i "Black Mirror". Ligesom serier, der dykker ned i dystre fællesskaber, såsom et kartelplaget Medellin i "Narcos" og et zombie-fyldt Atlanta i "The Walking Dead", leder seere til Cages verden.

Kommentarer

Derfor kan Netflix få dig til at se superhelteserier

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen