Jeg føler mig altså ikke helt tryg, med at Ron Howard styrer løjerne her.
Officielt: Filmen om den unge Han Solo får sin titel
Ron Howard kom måske til lidt sent, men skød først i afsløringen af filmens titel.
Rygterne har længe svirret om titlen på den meget imødesete "A Star Wars Story"-film om den unge Han Solos eventyr forud for den originale "Star Wars" fra 1977.
Filmens instruktør, Ron Howard, der overtog filmen efter det fyrede makkerpar Chris Miller og Phil Lord, har netop afsløret, at filmens officielle titel bliver: "Solo: A Star Wars Story". Afsløringen af titlen markerer samtidig, at optagelserne er tilendebragt.
Alden Ehrenreich overtager rollen efter Harrison Ford i portrætteringen af den unge udgave af den legendariske smugler, mens Donald Glover skal give den som Hans charmerende ven, Lando Calrissian, som oprindeligt blev spillet af Billy Dee Williams i den originale "Star Wars"-trilogi.
Udover d'herrer Ehrenreich og Glover finder man på rollelisten blandt andre "Game of Thrones"-stjernen Emilia Clarke, mens Woody Harrelson kan ses i rollen som Solos mentor med navnet Beckett. Joonas Suotamo overtager den ikoniske rolle som wookien Chewbacca efter Peter Mayhew, og "Westworld"-stjernen Thandie Newton medvirker også i en endnu unavngiven rolle.
"Solo: A Star Wars Story" får premiere 25. maj 2018.