Anmeldelse: Flatliners

"Flatliners" er et totalt nederlag for danske Niels Arden Oplev.

Der sidder nogle unge studerende ved et bord og kigger på en video på den enes telefon. De sidder på en café med en masse mennesker og prøver at koncentrere sig om klippet. Deres ansigt synes at illustrere, at det er vigtigt, men selve scenens sammensætning er langt mere sigende end hverken telefonvideoen eller deres ansigtsudtryk indikerer.

Her er en lille samling unge, der har glemt hovedtelefonernes dyd, men tror, at deres video er så betydningsfuld, at dens lyd burde udsendes til hele caféen. De er det vigtigste i verden, ligesom deres selfies når de står i baren til en fest, og selvom de kunne sidde i stuen derhjemme, er det bedre at lade verden vide, at de har noget for. Niels Arden Oplev, instruktøren af genindspilningen af "Flatliners", synes ikke at forstå rækkevidden af mange af den slags scener, og det er i høj grad, hvorfor hans film ikke fungerer.

Filmen i sig selv handler om netop disse unge studerende, der prøver at vide, om der er et liv efter døden. Især frontløberen Courtney er besat af tanken og lader sig som den første indlægge til at lade sig slå ihjel for derefter at komme tilbage til livet. Tilbage, velsagtens, med viden om, hvad der sker, når kroppen dør. Men efter døden kommer en masse spøgelser fra fortiden, og langsomt begynder disse spøgelser at dukke op hos hende og hendes medstuderende, der også lader sig indlægge til disse dødelige forsøg.

Da Joel Schumacher i 1990 lavede den oprindelige "Flatliners" ("Leg med døden") var det med velafrundede karakterer, hvis baghistorie fungerede, men som også selv virkede som intelligente mennesker. Da vi ser vores hovedpersoner i "Flatliners" anno 2017 er det derimod med en øjeblikkelig skepsis. Her har vi at gøre med karakterer, der ikke bare er papirstynde, men som virker inkompetente med deres blotte tilstedeværelse. Mens filmen ruller gladeligt afsted, opdager vi desværre, at dette ikke er et tilfælde. Dette er de absolut mest ubegavede og ineffektive medicinstuderende, der er set på levende billeder efter tv-serien "Scrubs".

Hvor den tidligere film var en vellykket thriller, er Oplevs "Flatliners" hverken drama eller thriller. Der er ikke skyggen af kant, for der er i nærheden af ingenting. Ingen af de fire forsøgskaniner er hverken interessante eller har en spændende fortid med skygger eller spøgelser ved hvert hjørne, selvom manuskriptet desperat forsøger at skabe dramatik ud af intet. Deres liv har indtil videre været ganske trivielt, hvor reaktionerne på hver deres tragedie er højst overvurderede i forhold til, hvor intetsigende de er.

En del af denne ligegyldighed overfor hver tilbagevendende oplevelse fra de døde handler om manglende blotlæggelse af forholdene. Courtney har en søster, der døde under et uheld (hvor storesøster Courtney så på sin telefon selvfølgelig), men vi ser ikke andet til søsteren end sekunderne før uheldet. Hvor er forældrene? Hvilke nuancer var der i deres forhold? Var de tætte, var de ikke? Vi får intet at vide og er efterhånden heller ikke interesserede, for der er så lidt medrivende ved disse mennesker og deres fortid, at "Flatliners" ender med at være filmens ækvivalent til at tegne tændstikmænd på et stykke papir og håbe, nogen kan lide det.

Fra det pinligt simplistiske Wordpress-dokument under titlen "Is there an afterlife?" i slutningen af filmen, hvor svaret nødvendigvis må være ja for alle andre end den tungnemme, kommende læge til de næsten komisk klichéfyldte "uhyggelige" scener er "Flatliners" et totalt nederlag for danske Niels Arden Oplev. Men efter et par drinks er den måske god underholdning. Måske.