Hvad er det med Nicki Anmelder og så pelsdyr???
Anmeldelse: Paddington 2
Lun børnefilm er et omfavnende bamsekram af inspiration.
Bamsebjørne. Af en eller anden årsag har de landgående dræbermaskiner på fire ben opnået en helt særlig nuttethedsfaktor, hvor vi som børn flaskes op med disneyficering, Bamses billedbog og Yogi Bear. Werner Herzog undrede sig over det underligt konstruerede forhold mellem naturens brutalitet og menneskets naivitet i dokumentaren "Grizzly Man". Mon ikke selv den sarkastiske mesterinstruktør ville bløde op med nyligt afdøde forfatter Michael Bonds fortællinger om plyssede Paddington, der netop nu har fået en filmisk opfølger til børnefilmen fra 2014.
Siden første film har Paddington fundet sig til rette hos familien Brown i London, hvor den godmodige bjørn synes at være afholdt af alle omkring sig. Dog har Paddington travlt. Tante Lucy fylder 100 år, og derfor er den unge brunbjørn på udkig efter en særlig gave – hvilket han finder med en pop-op-bog over London. Det viser sig hurtigt, at bogen byder på flere hemmeligheder end blot at være den perfekte gave til Tante Lucy, hvilket kaster klodsede Paddington ud på et nyt – og ikke helt frivilligt – eventyr.
Peter Plys og Paddington kunne meget vel gå pote i pote ud i solskindsstrålende historier om at stille de helt rette spørgsmål ud i taknemmelighed og påskønnelse. Hvor A.A. Milnes honningelskende hovedperson er mere filosofisk anlagt, kaster Bonds bjørne sig uimponeret (og særdeles klodset) ud i livets små eventyr ved at imødekomme alle med ophøjet venlighed og marmelademadder. "Paddington 2" er en lun familiefilm om det gode i alle mennesker, uden at der tales ned til børn, ligesom den er et omfavnende bamsekram af inspiration - og ikke mindst en rørende påmindelse om at finde eller genfinde tilværelsens glæder.
Tante Lucys fødselsgave er en slags interaktiv guide til London by, som Paddington vil give af ren og skær taknemmelig – og netop jagten efter pop-op-bogen er en rejse ind i dén følelse. Ikke så meget for at give og forvente noget igen, når folk og fæ i nabolaget hjælpes i hverdagen – men fordi de små venligheder i sidste ende gør forskellen for, at vores behårede ven når i mål. I sig selv er temaet muligvis banalt, samtidig med at de mange fjollede – men altid morsomme – påfund indledningsvis fremstår som billige grin. Når brikkerne i stedet falder på plads i et tilsyneladende nøje tilrettelagt narrativt puslespil uden at lempe på smittende sødme, fornøjelige tone og kreativt overskud, imponerer "Paddington 2" som filmisk bedrift.
Fordi "Paddington 2" ér så rørende eminent, fremstår de danske stemmer malplaceret. Ikke fordi de er dårlige, men fordi sammensætningen af britiske skuespillere er så suveræn. Én ting er familien Brown, som vi kender fra første film. Noget andet er Brendan Gleeson som den bøllede fængselskok Knojern og Jim Broadbent som distræt antikvar. Højdepunktet er dog uden tvivl Hugh Grant. Den prisvindende skuespiller er helt fantastisk som selvparodierende falleret stjerneskuespiller, hvis arrogance og selvopfattelse står i diametral modsætning til Ben Whishaws beskedne Paddington-stemmeføring. Det er umuligt at gengive filmens ærkebritiske tone med danske stemmer. Når alt kommer til alt, ændrer det danske bidrag ikke på, at "Paddington 2" er én af de bedste familiefilm i mange år.
Britisk film og tv har en fornem tradition rettet mod det helt unge publikum. "Paddington 2" indskriver sig som ét af de mest vellykkede produkter som fremragende opfølger til filmatiseringen af Michael Bonds børnebogsserie om den elskelige bjørns eventyr i London. Selvom de danske stemmer formentlig ikke når samme niveau som de originale ærkebritiske, skal publikum immervæk være mere kynisk end Werner Herzog for ikke at lade sig charmere af Paddingtons klodsede og rørende eventyr.