Fortjent. Han har arbejdet sig op til at være én af de allerstørste auteurs indenfor film overhovedet, uden på noget tidspunkt at gå på kompromis med sin kunstneriske integretet. Få instruktører der kan prale med det.
Lars von Trier modtager Danmarks største kulturpris
Den 61-årige filminstruktør og manuskriptforfatter er årets modtager af Sonningprisen på en mio. kroner.
Sonningprisen uddeles af Københavns Universitet til en person, som har arbejdet til gavn for den europæiske kultur.
I en pressemeddelelse udtaler Milena Bonifacini, som er formand for Akademirådet, der har været med til at indstille von Trier til prisen: "Vi synes, at Lars von Trier er en helt særlig kunstner... I hans film er der en helt særlig styrke og en bredde, som også billedmæssigt er helt fantastisk. Vi (Akademirådet, red.) beskæftiger os jo med, hvordan ting ser ud, og vi er meget optagede af Lars von Triers film."
Lars von Trier har mere end 20 opsigtsvækkende film- og tv-produktioner bag sig og har i sit arbejde også taget mange forskellige genrer op. Det er blandt andet katastrofefilm, melodrama, musical, thriller, horror og komedie. Han er senere i år aktuel med seriemorderfilmen "The House That Jack Built".
"Han mestrer at skabe stor kunstnerisk betydning i de forskellige genrer, og han er så overlegen, at han vil jonglere med alle mulige filmiske muligheder," siger Milena Bonifacini.
Dogme 95 og internationalt gennembrud
I Danmark var det tv-serien "Riget" fra 1994, der for alvor slog Lars von Triers navn fast i den brede befolkning. Kort tid efter var han med til at udarbejde manifestet Dogme 95, der siden har sat sit præg på ikke bare dansk, men også europæisk film. Det internationale gennembrud kom i 1996 med filmen "Breaking the Waves".
I anledning af modtagelsen af Danmarks største kulturpris udtaler Lars von Trier:
"Det er med stolthed og taknemmelighed, jeg erfarer, at Sonning-komitéen har udset mig til modtager af prisen 2018! Ordene 'Fortjenstfuldt arbejde', som lægges til grund, luner specielt, da det i al ydmyghed har været, hvad jeg igennem årene har bestræbt mig på at udføre."
Sonningprisen er stiftet af afdøde forfatter og redaktør C.J. Sonning (1879-1937). Sonningprisen 2018 bliver uddelt på Sonnings fødselsdag 19. april i Festsalen på Københavns Universitet.
Se også: Bedste værk af Lars von Trier?