"Deadpool 2" lander ny premieredato - "New Mutants" rykket til 2019

Desuden står "Gambit"-filmen endnu en gang uden instruktør og er igen blevet udskudt.

20th Century Fox har besluttet at omlægge kalenderen for et par af deres superhelteprojekter, og det betyder, at ungdomsgyseren "The New Mutants", som er en del af "X-Men"-universet, er blevet flyttet til februar 2019. "En flænge i himlen"-instruktøren Josh Boone står bag filmen, som ellers stod til udgivelse i april i år.

Den officielle begrundelse for udskydelsen skulle være, at filmselskabet vil forsøge at undgå en direkte duel mellem "The New Mutants" og "Deadpool 2" – der også er baseret på "X-Men"-tegneserierne – som i nogle lande ville ende med at blive vist i biografen i samme periode. "The New Mutants" har Maisie Williams fra "Game of Thrones" og Anya Taylor-Joy fra sidste års "Split" i hovedrollerne.

"Deadpool 2" har derfor fået en ny releasedato ovenpå dette. Ryan Reynolds' politisk ukorrekte superhelt stod til at udkomme med andet kapitel i juni, men skyder sig nu i stedet ind på biograflærrederne 17. maj.

Verbinski trækker sig fra "Gambit", der udskydes

I en længere periode har studiet også udviklet på en film om mutanten Gambit, som ligeledes udspringer af Marvels "X-Men"-tegneserier. Channing Tatum er tilknyttet projektet både som hovedrolleindehaver og producer, og det lod til, at man var ved at komme undervejs, da Gore Verbinski ("Pirates of the Caribbean") sidste år blev præsenteret som instruktør.

Nu har Verbinski dog forladt filmen, og "Gambit" er blevet udskudt til 6. juni 2019. Superheltefilmen, der beskrives som en kupfortælling om gambleren Gambit, var sat til at udkomme i februar samme år, men får nu et par måneder at løbe på, mens man finder en ny instruktør. Rupert Wyatt ("Abernes planet: Oprindelsen") og Doug Liman ("American Made") har begge tidligere været omkring projektet og har ligesom Gore Verbinski bevæget sig videre til andet arbejde.

Kommentarer

"Deadpool 2" lander ny premieredato - "New Mutants" rykket til 2019

  • ★★0

    ØV!

    New Mutants var den film i X-Men franchisen, jeg glædede mig mest til at se. :-(

    Og ja, jeg kunne forestille mig, at opkøbet fra Disney nok kommer til at påvirke filmene mere, for jeg kan da ikke forestille mig, at det ikke kommer til at ramme både New Mutants og Gambit, når det er omkring samme periode, at Disney officielt overtager?

    The Paki Don14-01-18 18:58

  • ★★★★★★0

    Jo, der går nok 1-1½ år før handlen er 100% fuldført. Jeg tror dog ikke at Gambit bliver til noget uanset hvad.

    Zero Cool14-01-18 19:02

  • ★★★★0

    ?!? Troede lige, der skulle laves nye scener med en anden end T.J. Miller? 

    Gasivodo15-01-18 06:22

  • 0

    ?!? Troede lige, der skulle laves nye scener med en anden end T.J. Miller? 

    Shhh! Det kan nås endnu ;-)

    PatrickJane15-01-18 10:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen