Anmeldelse: Dobbeltspil

Per Flys første internationale produktion er en opvisning i storpolitisk absurdteater.

Danske filmskabere har tidligere haft forholdsvis svært ved at trænge ind over grænserne i andre lande, med undtagelse af få internationalt veletablerede navne. Derfor er det som regel med bævrende læber, når dygtige og lovende danske talenter kastes for Hollywood-løverne udenfor land og rige. Når én så velovervejet instruktør som Per Fly endeligt tager skridtet, endda med et så spændende oplæg som dét, dansk-amerikanske whistleblower Michael Soussan har begået med den selvbiografiske "Backstabbing for Beginners", kan det være svært ikke at forholde sig blot en smule optimistisk.

Tilbage i 1996 får Michael Soussan (Theo James) drømmestillingen – et job hos FN, i det humanitære Oil for Food-program, der er ment som en hjælpende håndsrækning til civile irakere i det besatte land. Jobbet er naturligvis benhårdt – og bliver for Michael et møde med en overskyggende bundrådden magtkultur. Allerede få dage efter den unge idealist er tiltrådt stillingen som assistent for Pasha (Sir Ben Kingsley) lander de i Bagdad, uden at kunne andet end at lade sig føre med. Ikke kun Saddams Husseins regime er viklet ind i korruption fra top til bund. Magtkampen om at styre landets olie kæmpes på alle niveauer mellem vestlige og østlige diplomater, politikere og lobbyister. Og i særdeleshed hos FN, hvor stort set alle har tilpasset sig korruptionens uetiske rammer.  

Soussans absurdkomiske litterære værk står i kontrast til Per Flys filmatisering, uden at det ændrer på fortællingen om individets afmagt og storpolitisk korruption. Ganske vist er "Dobbeltspil" momentvis morsom. Der hersker imidlertid ingen tvivl om, at Fly primært trækker på sin karakteristiske naturalistiske kynisme fra Danmarks-trilogien. I de mesterlige "Bænken", "Arven" og "Drabet", hvor det moderne menneske er splittet i sin natur. Fanget i paradokset mellem modernitetens neoliberalisme og humanitetens idealisme, mobiliseres den danske instruktørs kliniske undersøgelse af korruption som almengyldigt persontræk, på tværs af landegrænser og ideologier. Udformet som højspændt thriller, fortalt som klassisk Fly'sk forfaldshistorie.

Som ren politisk thriller er "Dobbeltspil" hverken uforudsigelig eller ikke set før, hvilket nu heller ikke er filmens hensigt. Fortællingen er urovækkende i sig selv, med de misgerninger der skete i non-fiktionens univers – og overgår enhver form for troværdig fiktion. Mad-for-olie programmet, der endte med at sende daværende generalsekretær Kofi Annan og FN ud i organisationens måske allerstørste korruptionsskandale. Flys omskrivning er bemærkelsesværdig. Ikke som højpotent spændingsfilm, men på grund af fortællingen om magtens uundgåelige korrumpering, åndeligt og materielt.

Måske burde Fly have fulgt Michael Soussan mere til dørs og skruet op for absurditeterne. For at have endt ud med den Monty Python'ske gak, som "Backstabbing for Beginners"-bogen er gennemsyret af – fremfor at gå den habile og dog mere konventionelle John lé Carre-vej. Heldigvis vejes det op af vores velspillende persongalleri. Theo James' idealistiske stenansigt vægter elegant op mod Sir Ben Kingsleys facking forrygende personificering af magtmisbrug. Treenigheden fuldendes af tyrkiske Belçim Bilgin som revolutionens og selvretfærdighedens hævner, følelsesmæssigt styret af tilhørsforholdet til Kurdistan. Den umulige kærlighed mellem Michael og Nadim er uundgåelig. Det er også et symbol på at den passionerede symbiose mellem naiv idealisme og den revolutionære ånd ædes op af kapitalens rå virkelighed og Pashas overbærende smil.

Kapitalismekritikken er Per Fly, når han er bedst, selv på international skala – selvom den skarpe instruktør er allerbedst på dansk jord. "Dobbeltspil" er som solid politisk thriller absolut værd at give sig i kast med. Særligt hvis Flys sædvanlige temaer holdes in mente, og man kan leve med et på overfladen hæderligt og subtilt stykke håndværk.

Se Moovy TV's "Dobbeltspil"-interviews med Ben Kingsley, Theo James og Per Fly: