Anmeldelse: Downsizing

Konceptet bliver ikke udforsket nok, og vi sidder tilbage med et meget forceret plot om genopdagelse i en midtvejskrise.

Gennem de sidste par årtier har amerikanske Alexander Payne høstet en masse ros og Oscar-nomineringer med tilsvarende to Oscars for "Sideways" og "The Descendants". Manden har talent for at skabe film, hvilket kun gør det endnu mere synd at se på hans seneste film, "Downsizing".

Overbefolkning og dens effekt på miljøet er et velkendt problem, men norske Dr. Jørgen (Rolf Lassgård) har fundet en løsning: at formindske mennesker og lade dem have deres egne små samfund. Ti år senere har fænomenet spredt sig til hele Jorden, hvor Paul Safranek (Matt Damon) prøver at få sin kone, Audrey (Kristen Wiig), med på idéen. De mange fordele får hende eventuelt overbevist, men da hun nægter i sidste øjeblik, må Paul genopdage sit liv og sig selv.

Præmissen er original, og måden hvorpå hele konceptet bliver præsenteret og forklaret, gør filmen voldsomt interessant. Filmen udforsker de positive og negative aspekter med formindskede samfund i forhold til den almindelige verden på en flot og medrivende måde. Det føles nøje gennemtænkt. Lige indtil Paul faktisk bliver formindsket, hvor "Downsizing" mister sit fokus. Herefter ved filmen ikke, hvad den skal gøre af sig selv. De interessante paralleller mellem lille og almindelig verden bliver kun hintet på, imens ubeslutsomme Paul havner i den ene tilfældige situation efter den anden.

Konceptet bliver ikke udforsket nok, og vi sidder tilbage med et meget forceret plot om genopdagelse i en midtvejskrise. Der kommer aldrig nok kød på karaktererne, som blot eksisterer for at føre handlingen videre. Det er en skam, fordi her er ellers potentiale for gode karakterer: Den festlige Dusan (Christoph Waltz), hans ven Konrad (Udo Kier) og den tidligere vietnamesiske systemkritiker Ngoc Lan Tran (Hong Chau). Men bortset fra nogle (indrømmet) sjove scener, forbliver de endimensionale. Skuespillerne gør det ellers godt, især Chau, men "Downsizing" bliver i sidste ende til en film, hvor ting bare sker.

Til tider er den endda kedelig med den mest kedelige festscene længe set, der bare trækker ud. Det hjælper heller ikke, at filmen sent tager en pludselig og dyster drejning og skærer sin miljøbesked ud i pap for publikum. Man fornemmer, at Payne ville nå ud til så mange som muligt og derfor har leveret en simpel og intetsigende film, der har alle de ingredienser, som det brede publikum forventer. Nogle kan tilgive de frustrerende mangler, men jeg kan ikke.

Matt Damons ubeslutsomme karakter ender ironisk nok med at være metafor for filmen. I at ville appellere til så mange som muligt har Payne ikke kunnet bestemme sig for, hvad der skulle ske i filmen. Man har kastet alt på tavlen og så taget dét, der blev siddende. For slet ikke at tale om sproget, der starter familievenligt for så pludselig at inkludere unødvendigt banderi. "Downsizing" er for ambitiøs, da Payne har alt for meget på hjerte og aldrig finder balancen. Præmissen er voldsomt interessant og opfindsom, men potentialet bliver aldrig udnyttet. I stedet sidder vi med et frustrerende rod.

Se Moovy TV's interview med manden bag mini-universet i "Downsizing: