Anmeldelse: Fifty Shades – Fri

Den smule sex, der optræder i filmen, er i bedste fald et sløset handjob i grydelapper på Halmtorvet før lukketid værd.

Efter et utal af kunstige støn og usexet erotik er filmhistoriens nok mest ligegyldige trilogi fuldendt. Beviset for at fluer ikke sværmer om lort, fordi det smager af lakrids, understreges med de tre økonomisk succesfulde filmatiseringer af E. L. James' kalkulerede "Fifty Shades" prinsesse-softporn-bøger. Hvor de to foregående film i det mindste havde en vis værdi ud i at være så dårlige, at de var ufrivilligt komiske, hører sidste del til i skraldespanden med de fyldte kondomer.

"Fifty Shades – Fri" er en passende titel, idet mange filmelskere vil glæde sig over, at vi nu ikke skal trækkes med Mr. og Mrs. Grey fremover. Ja, verdens mest røvsyge fiktive par er nemlig blevet gift. Christian Greys mystik og seksuelle dominans er stort set forsvundet som dug for solen, efter den intetsigende kontormus Anastasia Steele giftes ind i luksus og overvældende rigdom. Efter en bryllupsrejse i privatjet vender en trussel fra fortiden tilbage. Nogen, som vil forsøge at ødelægge deres uger gamle lange ægteskab og måned gamle forhold, hvor næste skridt er at få børn.

Mr. Grey er blevet kærestekedelig. Tæmmet og kastreret for at opfylde de behov, kvinden i rigmandens liv har. Anonyme Ana lever i sin egen boble af redebyggeri, ubesværede forfremmelser på jobbet på bekostning af andre, uanede mængder af penge og hed sex efter behag. Når virkeligheden indimellem banker på, overdramatiseres groteske prinsessedrømme til pubertære feberdrømme. Al dét må jo være noget enhver kvinde sukker efter. Eller?

"Fifty Shades – Fri" er en interessant skævvridning af idéen om moderne kønsroller. Som akavet moderne eventyr i al sin altoverdøvende uduelighed – og i relation til værdisæt. Fortalt ud fra øjnene på en ordinær kvinde, der er sat i verden for at forandre en succesfuld forretningsmand – ud fra hvad kun hun mener er rigtigt og forkert og med sig selv i centrum. Hele tiden. Tredje og sidste ryk i banditten mangler klimaks, fordi der intet egentlig modspil eller synergi mellem vores to hovedpersoner er – andet end for syns skyld. Vores heltinde ender med at få det præcis, som hun gerne vil have det, hvilket vi allerede ved før filmens start.   

Men hvad er det sjove i dét? Ingenting. "Fifty Shades – Fri" er blottet for enhver form for formildende omstændigheder. Når husmorporno-øjenbindet tages af, er her tale om en absurd uinspirerende og gabende kedsommelig affære. Skulle jeg remse det uoverskuelige antal plothuller op, eksempler på evnesvag dialog, manglen på kemi og troværdighed, samt hvor ualmindeligt dårligt filmen er skrevet, kunne der ikke bruges tid på andet den næste uges tid. Og så meget tid kommer instruktør James Foleys anden film ud i "Fifty Shades"-universet aldrig til at fortjene. Den smule sex, der optræder i filmen, er i bedste fald et sløset handjob i grydelapper på Halmtorvet før lukketid værd, men måske scenerne er ophøjet guddommelige for kvinder, der mangler bekræftelse og aldrig har set en stiv diller. Hvilket vi heller ikke kommer til denne sidste gang, i øvrigt. Øv, for en slatten omgang.

"Fifty Shades – Fri" er som tvunget engangsknald muligvis den værste af alle tre film, hvilket ikke siger så lidt. Jeg ynder ikke at bruge termen antifilm, men det er, hvordan jeg har det med denne. Få ord før jeg er fri for nogensinde at beskæftige mig med E.L. James' rædselsfulde univers igen.

Se Moovy TV's sex-quiz med de kendte til festlig "Fifty Shades - Fri"-galla: