The Walking Dead (Sæson 7)
Zombie-serien er blevet til hvad der føles som en evig gentagelse, hvor det at slå de levende døde ihjel nærmest fremstår latterligt efterhånden, når de endnu levende ”kaster” sig ind i kampen og smadrer hjerner, i en kamp der virker nemmere og mindre skræmmende end at jagte danske husedderkopper med en støvsuger.
Lige så latterligt forekommer det åbenbart uendelige lager af benzin og andre resurser i en apokalyptisk verden, hvor ingen bruger meget tid på at producere noget (uden lidt køkkenhave grønsager i ny og næ).
Vores helte er atter engang oppe imod andre grupperinger, atter engang med en leder der er fanden selv. Han portrætteres ulideligt overspillende og trættende selvfed af en Jeffrey Dean Morgan, der med et konstant lumsk smil og hvad der virker som uendelige monologer, forsøger at give den som skræmmende utilregnelig psykopat. Han fungerer kun i de få øjeblikke, hvor hans arrogante smil stiver, han tager sig selv seriøst og smadrer hovederne på diverse modstandere.
Det samme med resten af karaktererne og historien. Den fungerer bedst, når der blot handles og helst uden de vandrende døde, der har lagt navn til det hele, de blandes ind i det, ironisk nok. De gange det sker, så føles den stadig lidt underholdende og er tæt på at fænge.
Første sæson af ”The Walking Dead” var vitterligt tæt på mesterlig. Siden har seriens kvaliteter svinget fra sæson til sæson, hvor anden sæson var den hidtil svageste, mens de resterende har haft et anstændigt niveau. Det synes jeg, uanset gode momenter, ikke længere man kan påstå serien har og jeg tvivler på at de med den kommende sæson eller to, kan vende skuden. Men det må jeg jo vente og se, for se den færdig vil jeg, nu jeg har hængt på så længe (mest fordi det er en serie som fruen og jeg startede med at se sammen og siden har fulgt med i).
Bedømmelse: 5/10
Noget andet med sæson 7 af TWD, som jeg ikke har tænkt helt så meget over før er, at hvert intense spændingsminut trækkes ud i det uendelige (jeg mener ikke de mere action præget scener), for at presse den sidste dråbe af intensitet ud af scenen. Det er næsten dræbende så længe de kan holde momentum, men fik tanken at det skyldes budgettet, så de forsøger at få max ud af hver af de stillestående scener, hvori der indgår spænding (som den med den kvindelige leder i den der all-female lejr, der peger med en pistol på vores helte).
Ja, jeg er enig i det meste af din anmeldelse. Dog synes jeg, at man bliver introduceret for nogle nye fascinerende karakterer, bl.a. i The Kingdom med King Ezekiel osv., og at det meste der foregår her i dette miljø med og uden de faste karakterer var ganske interessant at følge med i. Men ellers har du helt ret i dine betragtninger, også når det kommer til Jeffrey Dean Morgan.
Da han blev introduceret i sæson 6 og i starten af sæson 7, fremstod han for mig både virkelig skræmmende, svært ubehagelig og ekstremt provokerende i sin overlegenhed. Men efterhånden som sæson 7 så skred frem, var det også tydeligt, at manuskriptforfatterne ikke rigtig vidste, hvad de egentlig skulle bruge ham til, eller hvordan de skulle udvikle karakteren som så i stedet endte med at fremstå som en hamrende uinteressant og endimensionel skurkekliche med den ene lange monolog efter den anden, der lige skulle understrege, hvor cool og badsass han var, men som jeg oplevede som værende en mere og mere ensformigt og trættende retorik. Meget sammenligneligt i øvrigt med den måde som serien generelt kører i tomgang på.
Jeg ved så ikke, om de har tænkt sig at strække konflikten mellem Rick og Negan ud i en uendelighed, men det føles lidt som om, at det lige præcis er det de har gang i. Hvis man skal se på en to-tre sæsoner mere med alen lange taler fra Negan, ja så bliver det satme op ad bakke med at komme igennem resten af serien.