Anmeldelse: Molly's Game

I Aaron Sorkins "Molly's Game" er det ikke kun dialogen, der er skarp, men også den måde, den fremhæves af instruktionen.

I årevis har Aaron Sorkin været Hollywoods mest elskede manuskriptforfatter på grund af sit skarpe øje for replikker og den gode historie. Det ville være sært ikke at nævne Sorkin flere gange i en anmeldelse af hans første spillefilm, der som film har mange af de samme kendetegn, som har gjort hans manuskripter iøjnefaldende gennem årene.

"Molly's Game" er en virkelig historie om den smukke Molly Bloom, der blev nødt til at stoppe sportskarrieren tidligt på grund af en skade. Det stopper hende dog ikke, og snart er hun i Los Angeles, hvor hun snart begynder at planlægge pokeraftener for rigmænd i nogle af verdens mest indflydelsesrige brancher. Men det er en svær branche, og Bloom må snart se sig selv i et farligt spil, der overgår de kapaciteter, hun som enlig karrierekvinde har til rådighed.

I "Molly's Game" er det ikke kun dialogen, der er skarp, men også den måde, den fremhæves af instruktionen. Kameraet følger ordene som en dans. Når de hurtigt kastes fra person til person, bevæger kameraet sig på samme måde, og det er derfor ikke kun ørerne, der skal være effektive for at få det hele med. Øjnene skal i høj grad akkompagnere. Det samme er tilfældet med den underliggende musik og klipning. Sorkin lader hele sin film dreje sig om kommunikation ved at lege med de midler, der nu er ledige for ham, og det er tydeligt, at han holder af denne forlængelse af jobbet som ordsmed.

Måske er det dette flair for både at skrive og instruere, der gør Sorkin i stand til at skabe fuldendte og runde karakterer, selvom de kun har kort tid på lærredet. I "Molly's Game" er dette ikke kun på grund af et godt manuskript, men også på grund af instruktion og en dybdegående indsats fra skuespillerne. Selv én som Michael Cera, der stadig kæmper en kamp for at blive taget alvorligt i Hollywood som seriøs skuespiller, gør en indlevende indsats som en forkælet møgunge (aka Tobey Maguire, som hans karakter er baseret på), der kun er en flink fyr, når pengene går i hans retning, og han får sin vilje.

I sidste ende kommer "Molly's Game" til at fremstå som en historie om en stærk kvinde, hvis omdømme er blevet manipuleret og styret af mænd, der aldrig ville hende det bedste. Det er en morale, der hitter godt i tidens ånd, men det virker desværre også en smule vildledende, når Molly i sidste ende er en helgen i et cirkus af lede mænd. Ved at arbejde tæt sammen med Molly Bloom selv har Aaron Sorkin haft mange fordele. Ulempen er dog, at hun afbildes med en kvinde uden fejl, hvilket i sidste ende måske er at skøjte lidt for langt udenom den virkelige historie, "Molly's Game" ellers menes at portrættere.

De eneste fejl, Bloom er tildelt, har at gøre med hende selv. Hun vil andre det så godt, at hun ender med at gøre skade på sig selv og sit omdømme. Hun er godheden selv, og det er en smule svært at tro på, når hun trods alt er kvinden bag et fordækt virke. Det er dog til at overse, når det er Sorkin, der står for løjerne. Dén mand kan skrive en sætning, så alt andet forsvinder.

Molly's Game

Kommentarer

Molly's Game

  • 0

    Eller som McKee kalder den med god grund: I, Tonya 2: meet Molly! ;-)

    Martinio07 23-02-18 01:31

  • ★★★★0

    Kommer der ikke en anmeldelse af Gerald's Game? 

    Gasivodo23-02-18 02:55

  • ★★★2

    Kommer der ikke en anmeldelse af Debbie Does Dallas?

    Essal23-02-18 03:27

  • ★★★★0

    Så hellere 'Langt ned i halsen'. Den er vel også blevet en feministisk klassiker?

    Gasivodo23-02-18 18:10

  • 1

    Kommer der ikke en anmeldelse af Gerald's Game? 

    Tror jeg desværre ikke du skal regne med vi gør.. både fordi den ikke længere er ny og premiereaktuel, men nok også mest fordi det en Netflix film, og dem anmelder vi ikke.

    Martinio07 28-02-18 03:12

  • ★★★★★0

    men nok også mest fordi det en Netflix film, og dem anmelder vi ikke

    Er der en speciel grund til dette?

    Kruse28-02-18 10:27

  • ★★1

    Er der en speciel grund til dette?

    Kommunikationen med Netflix har vist ikke været helt optimal i forhold til at få stillet screeners og lignende til rådighed.

    Mikkel Abel28-02-18 12:00

  • ★★★★★0

    Kommer der ikke en anmeldelse af Gerald's Game? 

    Du kan jo selv anmelde den i What-we-saw. 

    Lars!28-02-18 12:16

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen