Hvilen gyser skal os der foretrækker sort kaffe, fremfor sukkersød mælkekaffe så vælge?
Anmeldelse: A Cure for Wellness
Der er en tendens til at se gys og gru i film som noget, hvor man skal have et hurtigt fiks, der dog hurtigt kan glemmes bagefter. Det prøver instruktør Gore Verbinski at gøre op med i "The Cure for Wellness", der er gys til den seer, som bedre kan lide en Caffe latte end en sodavand med til sin filmoplevelse. Måske kan den ikke helt leve op til de intellektuelle krav, den stiller sig selv, men langt hen ad vejen lykkes det fuldt ud.
Den unge og ambitiøs Lockhart tager hele vejen til et kurbad i Schweiz for at hente en mand hjem til USA. Manden er vigtig, da han skal underskrive nogle dokumenter og derved få denne unge herre ud af fedtefadet. Men kurbadet vil noget mere end bare hele sine patienter fra en verden fuld af forurening og stress, og der foregået noget mærkeligt bag murene, som der ikke kan slippe væk fra, hvis man først er kommet indenfor denne diabolske spa.
Familien er i sandhed alt i Gore Verbinskis nyeste skud på stammen, hvor det slørede bliver klart efter et stykke tid, og hvor den opmærksomme seer med sans for detaljer får intellektuel smæk for skillingen. Det kunne nemt skabe en frygt for, at dette betød, at der ikke er indhold i "The Cure for Wellness". Dette er heldigvis ikke tilfældet. Derimod er det en film, der flyder over med historie, hvis man som tilskuer er tolerant nok til at tilgive den dens små skønhedsfejl og mangler.
Der er symbolisme ved hvert et hjørne, men alt har en betydning og sammenhæng. Det er denne form for klare linje, der gør "The Cure for Wellness" til en enestående oplevelse i et ellers ofte indtørret filmlandskab. Ikke hver en symbolik virker, men der er noget forfriskende i at se en film, der tør gå ud over det sædvanlige og skabe en atmosfære, som er med til at give "The Cure for Wellness" dens dominerende identitet. Da filmen til sidst ender som en hysterisk pastiche, kunne al denne koncentration til en fortættet stemning nemt ødelægges, men heldigvis er tyve dårlige minutter ikke med til at uskadeliggøre 120 gode.
"The Cure for Wellness" er i dén grad også en satire over nutidens krav om mindfulness og – selvfølgelig – wellness, som tidligere generationer ikke så det store behov for. Det er, når vi ser Lockharts overgivelse til stedet, at det begynder at virke en smule konstrueret. Med en film, der i dén grad tager sin tid til at fortælle historien om det smukke spabad, der har flere hemmeligheder, end den vil vise, ringer det en smule hult, når vi kun får en sølle montage til at vise, når Lockhart begynder at ændre holdning til stedet og i stedet hengiver sig til kuren.
Stilismen er holdt helt ren og er med til at skabe en fornemmelse af en klinisk situation, der ikke er til at komme ud af. Der er kærlighed til historien og stemningen i den, men der er også en glæde ved historiefortælling, der måske ikke altid indbefatter, at der skal være mening med hver en scene, men derimod at der skal være en betydning ved hver en scene. Og det er dét, der gør "The Cure for Wellness" til en fortryllende oplevelse.