Så er Dumbo snart nede på at være en kortfilm.
Kontroversiel Disney-film droppes til kommende streamingtjeneste
House of Mouse vil ikke længere kendes ved "Song of the South" og sletter tilmed en scene fra den originale "Dumbo".
Når Disney snart gør hele deres legendariske og omfattende bagkatalog tilgængeligt på Disney+, bliver det med enkelte undtagelser.
Således bliver det ikke muligt at se filmen "Song of the South" fra 1946, der især huskes for "Zip-a-Dee-Doo-Dah", som vandt en Oscar for bedste originale sang.
Filmen, som var en blanding af animation og live-action, er blevet beskyldt for at være racistisk og stereotyp i sin fremstilling af afro-amerikanere og for at idyllisere livet på plantagerne i tiden efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning.
Beslutningen kommer ikke som den store overraskelse, da "Song of the South" i forvejen ikke har været til at opdrive i USA, hvor den har været gemt godt og grundigt af vejen i The Disney Vault siden starten af 1980'erne.
"DUMBO" BLIVER TRIMMET
Mere uventet er det måske, at tåreperseren "Dumbo" fra 1941 får en scene fjernet, der også anses som værende kontroversiel. Det drejer sig om scenen med kragerne henimod filmens slutning, hvor publikum introduceres for fuglenes leder, Jim Crow.
Navnet henviser angiveligt til Jim Crow-lovene, der var gældende i forskellige amerikanske stater indtil 1965, og som reelt betød, at den afro-amerikanske befolkningsgruppe blev påført en række ulemper i forhold til den hvide befolkningsgruppe.
Den pågældende scene med kragerne er heller ikke at finde i Tim Burtons biografaktuelle remake, selvom den har været tilgængelig i den animerede version af "Dumbo" i årevis.
Tiden må vise, om Disney vælger at pille ved flere af deres tegnede klassikere såsom "Junglebogen", "Fantasia" og "Peter Pan", der alle er blevet beskyldt for at indeholde racistiske elementer, men under alle omstændigheder får Disney+ premiere i USA 12. november.