Trailer: "Den grænseløse": Første stemningsfulde teaser til den næste Afdeling Q-film

Ulrich Thomsen er tilbage som Carl Mørck i den sjette filmatisering af Jussi Adler-Olsens populære bogserie.

Som vi rapporterede for et års tid siden, så står Ole Christian Madsen bag den næste film i filmsagaen om politienheden Afdeling Q, som efterforsker gamle, uopklarede forbrydelser: "Den grænseløse".

Filmen er baseret på bogen af samme navn og  foregår hovedsageligt på Bornholm, hvor Mørck, Assad og Co. genopliver en 17 år gammel sag om drabet på en ung, kvindelig højskoleelev.

Særligt politienhedens kvindelige medlem, Rose, spiller en nøglerolle i historien om politikorruption og en religiøs sekt, der tilbeder Solen.

Oven på "Marco effekten" vender Ulrich Thomsen og Sofie Torp tilbage som hhv. Carl Mørck og Rose, mens Afshin Firouzi har overtaget rollen som Mørcks højre hånd, Assad, som blev spillet af Zaki Youssef i Martin Zandvliets "Marco effekten", der fungerede som et reboot efter de fire Afdeling Q-film med Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne.

Se også: Moovy TV: Bag om "Marco effekten" med Ulrich Thomsen og Zaki Youssef

Joachim Fjelstrup spiller den karismatiske kultleder i "Den grænseløse", mens rollelisten også byder på navne som Marina Bouras, Rasmus Hammerich, Hedda Stiernstedt, Søren Malling, Peter Mygind, Lisa Carlehed og Rasmus Bjerg.

Manuskriptet er skrevet af den erfarne dramatiker Jakob Weis ("Toves værelse"), mens Madsen altså afløser Zandvliet i instruktørstolen. Madsen har tidligere instrueret film som "Flammen & Citronen", "Krudttønden" og "Nordkraft".

"Den grænseløse" lander i de danske biografer den 1. februar, og den første teaser-trailer kan ses her:

Kommentarer

"Den grænseløse": Første stemningsfulde teaser til den næste Afdeling Q-film

  • ★★★★★★0

    Jeg har ikke engang set den forrige.

    Jeg har læst de fleste af bøgerne, og skulle lige vende mig til Nikolaj Lie Kaas i rollen som Mørck - jeg syntes ikke det var det rigtige valg, men det var han i den sidste film.

    Ulrich Thomsen virkede som et godt valg til en afløser - men anmeldelserne var mildt sagt ikke positive, og 5,3/10 hos IMDb virker ikke ligefrem tiltalende. 

    Tænker dog at jeg giver den et forsøg når den lander "gratis" på en af tjenesterne - bogforlaget til Marco effekten er et af de bedre i serien.

    Teasertraileren ser desværre også lidt lunken ud til Den Grænseløse.

     

    Wayne20-10-23 13:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen