Uanset hvor ringe det måske bliver, så skal jeg se det.
Trailer: John Travolta vs. Bruce Willis – de gamle filmstjerner går i krig i traileren til "Paradise City"
De to aldrende filmstjerner tørner sammen for første gang siden "Pulp Fiction".
Ganske vist annoncerede Bruce Willis tidligere i år, at han har valgt at stoppe karrieren grundet sygdom. Men fans af den 67-årige skuespiller kan stadig se frem til en sidste håndfuld actionfilm med "Die Hard"-legenden, der netop nu afrundes i klipperummet.
En af dem er "Paradise City", som vi skrev om her på Moovy, da projektet blev annonceret sidste år. For ganske vist har Willis lavet mange (mildest talt) overflødige brølere de seneste år, men "Paradise City" er iøjnefaldende af én særlig grund: Willis tørner sammen med John Travolta i filmen.
Og den første trailer til "Paradise City" er netop blevet frigivet og kan ses herunder.
Læs også: Nej, Bruce Willis har IKKE solgt rettighederne til sit ansigt til deepfake-selskab
Det er blot anden gang, at Travolta og Willis samarbejder foran kameraet – de to stjerner prydede rollelisten i Quentin Tarantinos trendsættende genistreg "Pulp Fiction" tilbage i 1994, hvori mændene havde et par scener sammen.
Både Travolta og Willis medvirkede i de to familiefilm "Det er mig der snakker" (1989) og "Det er os, der snakker" (1990), men her arbejdede Willis "blot" som stemmeskuespiller, idet han indtalte replikkerne til en baby, hvis far blev spillet af Travolta.
I "Paradise City" spiller Willis dusørjægeren Ryan Swan, der kæmper sig igennem Hawaiis underverden for at finde den forbryder (spillet af Travolta), som myrdede hans far. Filmen betegnes som en "Miami Vice"-agtig thriller. Bl.a. "Blade"-stjernen Stephen Dorff og den thailandske supermodel Praya Lundberg medvirker også i filmen, som instrueres af Chuck Russell ("The Scorpion King", "The Mask", "Eraser").
"Paradise City" udkommer i USA den 11. november, mens en dansk udgivelsesdato endnu ikke er blevet annonceret. Traileren kan ses her: