Trailer: Kevin Bacon spiller sig selv i Marvels julespecial med Guardians of the Galaxy – se traileren
Star-Lord og Co. vender snart tilbage i et jovialt juleeventyr på Disney+.
For få uger siden udgav Marvel Studios selskabets første MCU-special – altså hverken en tv-serie eller en spillefilm, men snarere noget midtimellem: den godt 50 minutter lange Halloween-special "Werewolf by Night".
Og snart disker Marvel op med endnu en streaming-special, der fejrer en anden højtid: julen. Der er nærmere bestemt tale om James Gunns "Guardians of the Galaxy Holiday Special".
Og hele holdet fra Gunns foregående "Guardians"-film vender tilbage: Star-Lord (Chris Pratt), Drax (Dave Bautista), Gamora (Zoe Saldana), Nebula (Karen Gillan), Mantis (Pom Klementieff), Rocket (Bradley Cooper) og Groot (Vin Diesel).
Og de kulørte, karismatiske helte tørner denne gang sammen med selveste Kevin Bacon, som førnævnte Star-Lord omtalte som en stor, jordisk helt i den første "Guardians of the Galaxy"-film. Derfor vælger Drax og Mantis at kidnappe Bacon på Jorden og overrække ham som en julegave til en trist Star-Lord.
Gunns "Guardians of the Galaxy Vol. 3" lander i øvrigt i biffen i maj 2023, men superheltenes julespecial lander som en tidlig julegave på Disney+ allerede den 25. november. Se traileren her: