Trailer: Ny trailer til George Clooneys "Suburbicon"

Den nyeste trailer til "Suburbicon" er nu blevet udgivet. Filmen er den seneste fra George Clooneys hånd. Clooney har tidligere som instruktør givet os bl.a. "Confessions of a Dangerous Mind", "Good Night, and Good Luck" og "Monumenternes mænd" fra 2014.

"Suburbicon" foregår i de amerikanske forstæder i 1950'erne. I det lille samfund Suburbicon bor Gardner Lodge (Matt Damon) med sin familie, og alt ånder alt ro og fred – på overfladen. For bag den idylliske facade gemmer der sig en uhyggelig virkelighed fyldt med vold, forræderi og bedrag – og snart er Lodge viklet ind i det hele.

Coen-brødre og Coen-kendinge

For første gang optræder George Clooney ikke selv i en film, han har instrueret. Det har "Gravity"-stjernen ellers gjort på alle sine foregående filmprojekter, men denne gang træder Matt Damon i stedet ind i hovedrollen. Damon kunne senest ses i fantasyfilmen "The Great Wall" tidligere på året.

Overfor Damon står Julianne Moore, der snart er aktuel som skurk i "Kingsman: The Golden Circle". Derudover byder "Suburbicon" også på Oscar Isaac, som til december vender tilbage som piloten Poe Dameron i "Star Wars: The Last Jedi".

Filmens manuskript leveres af brødrene Joel og Ethan Coen, der før har arbejdet sammen med Clooney af flere omgange, bl.a. på "O Brother, Where Art Thou?" og "Hil, Cæsar!". De tre centrale skuespillere i "Suburbicon" har ligeledes optrådt i forskellige film af Coen-brødrene over årene, så man kan med rette have høje forventninger til et hold af denne kaliber.

Komedie-dramaet "Suburbicon" står til dansk premiere 7. december. Du kan tage et kig på traileren herunder.

Kommentarer

Ny trailer til George Clooneys "Suburbicon"

  • ★★★★★0

    Hehe det ser sku ganske munter ud, meget farverig, og hey det ser ikke ud til USA skal bruge oceaner af penge på at få Matt Damon hjem den her gang :)

    Elwood22-08-17 16:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen