Trailer: Se første lange trailer til Disneys "Vilde Rolf 2"

Internettet går i (pande)kage, når arkade-antihelten Rolf bliver sluppet løs i wifi-land i opfølgeren til Disneys animerede hit fra 2012.

Disneys opfindsomhed ser ud til at være intakt, hvis man skal dømme efter den første lange trailer til animationsfilmen "Ralph Breaks the Internet: Wreck-It Ralph 2", der efterfølger hittet med den danske titel "Vilde Rolf".

I originalen var bulderbassen Rolf godt og grundigt træt af at være skurken i et video-arkadespil, hvorfor han drog på et fascinerende eventyr på tværs af diverse spil i bestræbelserne på at opnå heltestatus – og det i selskab med racer-pigen Vanilje Von Schlick.

Som den mundrette titel til efterfølgeren antyder, tager muskelbundtet Rolf denne gang springet fra arkade-hallen til det enorme internet, hvilket ikke kommer til at gå stille for sig i jagten på en reservedel, der skal redde Vaniljes video-spil Sugar Rush. 

Den charmerende Vanilje teamer altså endnu en gang op med Rolf i det nye eventyr, og de to karakterers originale stemmer leveres som i etteren af henholdsvis Sarah Silverman og John C. Reilly. I instruktørstolene sidder Rich Moore og Phil Johnston, der også stod bag "Vilde Rolf", og den nye film får dansk biografpremiere i februar 2019. 

Se traileren herunder. 

Kommentarer

Se første lange trailer til Disneys "Vilde Rolf 2"

  • ★★★★★1

    Som nogen skrev, den ligner lidt en god udgave af Emoji filmen.

    Ku godt li scenen til sidst :)

    Elwood 1-03-18 10:52

  • ★★★★★0

    Hold da kæft, jeg havde ikke regnet med, at jeg ville grine så meget af den trailer! :'D 

    Lars! 1-03-18 11:20

  • ★★★★★0

    Jeg var vild med den første, og denne trailer lover godt for 2'eren.

    Kruse 1-03-18 11:22

  • ★★★0

    Skulle egentlig ha lavet pandekager idag, men tror sgu jeg springer over og tager en milkshake istedet.

    MOVIE1000 1-03-18 11:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen