Trailer: Den sidste sæson af "Cobra Kai" har omsider fået en premieredato – og en teaser-trailer

Til sommer bliver dojoen åbnet igen.

Vi har vidst siden januar 2023, at den næste og 6. sæson af "Cobra Kai" også bliver seriens sidste. Men først nu har Netflix afsløret sæsonens premieredato: den 18. juli.

Men hvor de fem forrige sæsoner udgav alle deres episoder på den samme dag, så bliver sæson 6 af "Cobra Kai" delt op i tre separate dele à 5 afsnit. Den første udkommer altså den 18. juli i år, mens del 2 udkommer den 28. november, før de sidste fem afsnit udkommer engang i 2025 på en endnu ukendt dato.

"Cobra Kai" følger de gamle karaterivaler Daniel LaRusso (Ralph Macchio) og Johnny Lawrence (William Zabka), som tørnede sammen som teenagere i den oprindelige "Karate Kid"-film fra 1984, og som i nutiden stadig udveksler slag og spydigheder – men også kammeratlige håndtryk. Det samme gør deres respektive karateelever og alskens andre karakterer fra 1980'ernes "Karate Kid"-filmtrilogi.

Læs også: "Cobra Kai": Hilary Swank er klar på at gentage sin "Karate Kid"-rolle

I 2025 får vi også en ny "Karate Kid"-film, som både fungerer som en fortsættelse til filmene om LaRusso og til remaket fra 2010, der havde Jackie Chan i rollen som en aldrende karate-mentor.

Og både Macchio og Chan tropper op i den kommende film, som potentielt også følger op på begivenhederne i "Cobra Kai" – det er dog endnu ikke blevet hverken be- eller afkræftet, men dét, at "Cobra Kai" slutter lige op til biografpremieren på den nye "Karate Kid"-film, antyder, at historierne bliver vævet sammen.

Og selvom "Cobra Kai" altså snart slutter oven på en stor håndfuld enormt succesfulde sæsoner, så pønser seriens skabere stadig på at lave flere filmfortsættelser og spin-offs.

Netflix har desuden frigivet en kort teaser til 6. sæson af "Cobra Kai", som kan ses her:

Kommentarer

Den sidste sæson af "Cobra Kai" har omsider fået en premieredato – og en teaser-trailer

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen