Trailer: Verdens vildeste klatrer fra "Free Solo" bestiger Grønlandsk bjerg i ny dokumentarserie

Gør dig klar til svedige håndflader, når klatreren Alex Honnold endnu en gang kigger døden i øjnene og bestiger nye, uanede højder.

I den Oscar-vindende dokumentar "Free Solo" gav den professionelle klatrer, Alex Honnold, hele verden svedige håndflader, da han som den første nogensinde satte sig for at bestige det 884 meter høje bjerg El Capitan – uden sikkerhedsudstyr! En mission, der har kostet flere livet.

Det lykkedes heldigvis for den talentfulde adrenalinjunkie, og nu har Alex Honnold udset sig sin næste udfordring – endnu en gang med livet som indsats.

I den nye dokumentarserie "Arctic Ascent with Alex Honnold" skal bjergbestigeren erobre det grønlandske bjerg Ingmikortilaq som den første nogensinde. Et bjerg, der med sine 1143 meter er højere end El Capitan, omsluttet af kulde og is samt beliggende i det mest fjerntliggende område af Grønland.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF "FREE SOLO"

Alex Honnold er også en mangeårig klimaaktivist, og med hjælp fra bl.a. glaciolog Dr. Heïdi Sevestre og den grønlandske guide Adam Kjeldsen giver ekspeditionen også et indblik i tidens klimakatastrofer, og hvad det har af konsekvenser for verden og et naturrigt land som Grønland.

"Arctic Ascent with Alex Honnold" kan ses eksklusivt på tv-kanalen National Geographic. Serien består af tre afsnit, som kan ses fra den 7. februar kl. 20.00.

Du kan se en trailer herunder:

Kommentarer

Verdens vildeste klatrer fra "Free Solo" bestiger Grønlandsk bjerg i ny dokumentarserie

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen