Den 54-årige skuespiller har spillet Marvel-superhelten i adskillige film de sidste 10 år.
I øjeblikket kan den evigt charmerende, Oscar-nominerede skuespiller Mark Ruffalo opleves i MCU-serien "She-Hulk: Attorney at Law" på Disney+. Serien blev kickstartet i sidste uge, og nye afsnit lander på Disneys streaming-tjeneste hver torsdag.
Ruffalo overtog i sin tid rollen som Hulk fra kollegaen Edward Norton i Joss Whedons "The Avengers", som for nylig fejrede sin 10-års fødselsdag. Inden da havde Norton spillet superhelten i den mindre succesfulde "The Incredible Hulk" fra 2008.
Men i et nyt interview med Variety fastslår Ruffalo bl.a., at han er overrasket over, at han den dag i dag stadig spiller Hulk i nye Marvel-projekter.
Se også: Hulk og She-Hulk angribes af rumvæsner i nyt klip fra Marvels "She-Hulk: Attorney at Law"
"Jeg bliver hele tiden overrasket over, at jeg stadig er med!" siger Ruffalo, da Variety spørger ham, hvor længe han forestiller sig, at han kan blive ved med at spille Bruce 'Hulk' Banner.
"Jeg og Ed Norton har joket om, at Hulk er vores generations Hamlet – vi får alle lov til at prøve kræfter med rollen. Men jeg bliver nok ved, så længe de gerne vil holde fast i mig, og så længe folk stadig er interesserede i at se mig, og hvis jeg kan blive ved med at gøre noget med rollen, der både interesserer mig og fans.
"Hvis du læser tegneserierne, så er der også nogle gamle, gråsprængte udgaver af ham. En 67 år gammel Hulk – det kunne være interessant."
Ruffalo afslører også, at han først var lidt skeptisk over for projektet, da han blev tilbudt rollen i "She-Hulk: Attorney at Law", men at han hurtigt forelskede sig i Jessica Gaos manuskript. Du kan se Moovy TV's indslag om "She-Hulk"-serien herunder, hvor vi bl.a. interviewer Gao:






