Jeg studsede for nylig over en samtale mellem Matt Damon og instruktøren Paul Greengrass i det britiske filmtidsskrift Total Film. "Hvorfor skal vi lave endnu en Bourne-film?" spurgte Greengrass, der instruerede Damon i "The Bourne Supremacy" (2004) og "The Bourne Ultimatum" (2007) og med ét (eller rettere sagt to) slag revolutionerede actiongenren med et mægtigt miskmask af karakterdrevet drama og pulserende action – alt sammen indsvøbt i en dokumentarisk, besnærende billedæstetik, som mange har efterabet, men ingen har overgået. Damons svar? "Fordi folk gerne vil have én." Og det er desværre tydeligt, at det snarere har været efterspørgslen end en egentlig god historie, der har drevet tilblivelsen af den splinternye "Jason Bourne".
Det er ni år siden, at Damon sidst spillede Jason Bourne: en hjernevasket, forhenværende CIA-agent, der efter en fatalt fejlslagen mission og en grel omgang hukommelsestab går i clinch med både sit gamle, morderiske jeg og sine udspekulerede CIA-chefer. Både Damon og Greengrass følte, at "The Bourne Ultimatum" var et passende punktum for Bourne-sagaen (og det er egentlig svært at være uenig), så Universal søsatte "The Bourne Legacy" i 2012 uden d'herrer, men med Jeremy Renner i rollen som en anden, totalt triviel superagent. Men selvom "Jason Bourne" afgjort er bedre end Renners petitesse, så er begge film desværre lige overflødige.
Groft sagt er "Jason Bourne" et fantasiløst sammenkog af de tre første Bourne-film. CIA har igen gjort noget grumt, og nogle onde (og fuldkommen anonyme) CIA-chefer prøver desperat at mørklægge en dyster hemmelighed om Bournes fortid. En hemmelighed, der tvinger den tilbagetrukne Bourne ud af sit hi, og som man lynhurtigt gennemskuer, især fordi der er tale om en kliché af rang. Den ellers lynende intelligente Bourne bruger dog halvanden time på at afdække den soleklare sandhed. Hmm... mon jeg kan få et velbetalt job som senioranalytiker hos PET?!
Det er på én gang trist og forunderligt, at to kløgtige kunstnere som netop Greengrass og Damon ikke har haft større ambitioner. De kunne jo snildt have taget imod en kæmpe løncheck lige efter "The Bourne Ultimatum" og lavet en fortsættelse på autopilot, alt imens de lo hele vejen til banken. Den lange ventetid antydede en prisværdig integritet og en iver efter at udarbejde en god historie, men det er svært at ænse nogen egentlig fortællergejst i en film, hvor Bourne ofte blot agerer møtrik i plottets rustne maskineri. Vi lærer intet nyt om manden, som hverken har udviklet sig siden den sidste film eller udvikler sig i løbet af dette nye kapitel. Bourne var engang en kompleks karakter med både charme og dæmoner i overflod. Nu fremstår han som en statist i sin egen fortælling.
Der er blevet talt meget om Bournes forbløffende få replikker i "Jason Bourne", men som sædvanligt gør Damon underværker alene med sine øjne, der udstråler en dragende sårbarhed og ærgerrighed, der fastholder vores interesse, imens manuskriptet hårdnakket underminerer den. Tommy Lee Jones er udmærket som en kynisk CIA-direktør, men i flere scener får den Oscar-belønnede titan kun lov til at skære tænder og surmule. Alicia Vikander er en anden Oscar-vinder uden meget at gøre godt med, men svenskeren brænder alligevel igennem i rollen som en "no bullshit" CIA-komet, der ikke nærer den samme mistro til Bourne som sine koldblodige kollegaer.
Her er dog action i særklasse – både biljagten ned ad Las Vegas' hovedgade og slåskampen mellem Damon og en veloplagt Vincent Cassel tager kegler. Men når nu titlen lægger op til en film med Bourne som ubetinget omdrejningspunkt, er det trist, at han negligeres så voldsomt. Og alt imens "Jason Bourne" febrilsk springer fra det ene geografiske og politiske stridspunkt til det næste (Grækenland, Snowden etc.) uden at sige noget meningsfuldt om et eneste, får filmen aldrig berettiget sin eksistens.
Det har selvsagt også været en svær opgave, for vi har jo allerede set Bourne opdage, hvem han er ("The Bourne Identity"). Vi har også set ham gøre op med sin blodbesmurte fortid ("The Bourne Supremacy"), ligesom vi har set ham indse, hvordan han i sin tid blev til CIA's hærgede håndlanger ("The Bourne Ultimatum"). Hvad er der tilbage at sige om Bourne? Intet, åbenbart, der ikke allerede er blevet sagt.
