Ali Abbasis Cannes-vinder besejrede "Du som er i himlen" og "Resten af livet" i dette års danske Oscar-ræs.
I starten af måneden besluttede den danske Oscar-komité at udpege "Holy Spider", "Du som er i himlen" og "Resten af livet" som dette års tre bejlere til rollen som den danske kandidat til den næste Oscar-uddeling.
Og efter flere ugers overvejelser og research har komitéen fundet frem til, at Ali Abbasis "Holy Spider", som udkommer i de danske biografer den 13. oktober, står med de bedste chancer for at hive en guldlakeret Oscar-statuette med hjem til Danmark i 2023.
Læs også: Øv! Ingen Oscars til Danmark, da "CODA" vandt Bedste film – og Will Smith gav Chris Rock en chokerende lussing
Om beslutningen udtaler filminstituttets direktør (og komitéens formand), Claus Ladegaard:
"Blandt tre markante titler har vi peget på den film, som vi mener har de største chancer for at gå hele vejen i kampen om en statuette. 'Holy Spider' vidner om en instruktør med en stærk kunstnerisk ambition, som formår at fortælle en vigtig historie om misogyni, mens han samtidig holder publikum fanget i spænding.
Ali Abbasi har med filmen skabt en kompromisløs kritik af kvindeundertrykkelse i Iran. Han blander behændigt thrillergenren med en stærk realisme og gør seriemorderen til ansigt på den hverdags-brutalitet, der florerer, hvor patriarkalske holdninger dominerer.
'Holy Spider' er i høj grad en dansk film, selv om dialogen er persisk, og historien foregår i Iran. Filmen har en klar instruktørstemme, der med rod i en dansk branche trækker på sin iranske baggrund og leverer en skarp kritik af et lukket land – en kritik, som kun er blevet mere sørgeligt aktuel de senere uger.
'Holy Spider' har oplevet en overvældende international opmærksomhed siden verdenspremieren og prisen i Cannes, og den har været udtaget til en stribe prominente festivaler som optakt til filmens amerikanske biograflancering. I Oscar-komitéen tror vi på, at 'Holy Spider' med sin modige stil og historie kan komme langt i kapløbet."
Læs også: Sådan! Danske "Flugt" skriver Oscar-historie med tre Oscar-nomineringer
Oscar-nomineringerne afsløres først den 24. januar 2023, så først dér finder vi ud af, om Abbasi og Co. skal booke flybilletter til Los Angeles op til næste års Oscar-show den 12. marts 2023 – vi bliver dog allerede klogere på filmens chancer den 21. december i år, hvor det amerikanske filmakademi afslører en såkaldt shortlist med de 15 sidste kandidater til prisen for Bedste internationale spillefilm – Gustav Möllers "Den skyldige" kom med på shortlisten tilbage i 2018, men blev desværre ikke nomineret i sidste ende.
Den dansk-iranske "Holy Spider" er en autentisk thriller, der handler om en kvindelig journalist i Iran, som jager en seriemorder, der udelukkende dræber kvindelige prostituerede, mens myndighederne blot trækker på skuldrene.
"Holy Spider" blev nomineret til Guldpalmen under årets Cannes-filmfestival, og Zar Amir-Ebrahimi vandt i øvrigt for Bedste kvindelige skuespillerpræstation, så det er intet under, at den danske Oscar-komité – som består af repræsentanter fra filmbranchen, den danske filmkritikerstab samt Det Danske Filminstitut – endte med at vælge dén.
"Du som er i himlen" har dog også vundet flere internationale priser og fik i sin tid topkarakter her på Moovy. Traileren til den kommende "Holy Spider" kan i øvrigt ses her:







