Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Ulf Pilgaard er tilbage!
Omsider er det 100% officielt. Under et interview med Ole Bornedal i forbindelse med "Dræberne fra Nibe" i 2016 luftede instruktøren over for Moovy TV, at der allerede dengang var planer om "Nattevagten 2".
Og nu – 28 år efter premieren på "Nattevagten" – har Nordisk Film Production offentliggjort, at der vitterligt kommer en opfølger, og at optagelserne blev skudt i gang i denne uge.
SE OGSÅ: MOOVY TV GÅR BAG OM KOMEDIEN "DRÆBERNE FRA NIBE"
Fanny Bornedal, Paprika Steen, Sonja Richter, Alex Høgh Andersen og Christopher Læssø pryder også rollelisten til "Nattevagten – dæmoner går i arv", som Ole Bornedal både skriver og instruerer. Det skriver Nordisk Film i en pressemeddelelse. Fanny Bordeal har hovedrollen i toeren som Emma, der er datter af den første films hovedperson, Martin.
465.000 danskere gøs og skreg i biografen, da Ole Bornedals danske gyser "Nattevagten" fik premiere i 1994. Filmen var en succes, der senere blev til til et kultdyrket, dansk filmfænomen. Filmen er siden da blevet set af millioner på tv, dvd og på tværs af andre platforme og har også fået sit eget amerikanske remake med Ewan McGregor og Nick Nolte i form af Steven Soderberghs "Nightwatch" fra 1997.
LÆS OGSÅ: EKSKLUSIVT: OLE BORNEDAL LAVER "NATTEVAGTEN 2" MED COSTER-WALDAU!
Filmens synopsis lyder således:
Det, der skete i kælderen på Retsmedicinsk Institut for knap 30 år siden, er aldrig blevet glemt. Og det er ikke tilfældigt, at Emma har taget jobbet som nattevagt samme sted. Hendes mor, Kalinka, kom sig aldrig over oplevelsen og begik selvmord, da Emma var lille, mens hendes far, Martin, lever som en skygge af sig selv.
Elefanten i rummet er den fortrængte fortælling om, hvordan seriemorderen Kommissær Wörmer (Ulf Pilgaard) næsten dræbte Emmas forældre, som kun i allersidste øjeblik blev reddet af vennen Jens. Siden dengang har de alle været hjemsøgte af erindringen om den nat. I fortielsen er Emma vokset op og har arvet forældrenes traume.
Emma beslutter sig for at udrede, hvad der egentlig skete dengang med Wörmer, og hun får iværksat et uautoriseret møde med ham i hans isolationscelle. Men oplevelsen trækker den dømte kommissær ud af sin koma og sætter en kæde af skæbnesvangre begivenheder i gang.
"Nattevagten – dæmoner går i arv" får biografpremiere den 23. december 2023.







