Advokater i dagtimerne... Superhelte i fritiden...
I gårsdagens afsnit af Marvels "She-Hulk: Attorney at Law" (sæsonens ottende og samtidigt næstsidste afsnit) dukkede Matt Murdock – også kendt som Daredevil – omsider op.
Daredevils gæsteoptræden i serien blev afsløret for flere måneder siden i en trailer, men Marvel-fans har måttet vente tålmodigt på et gensyn med den blinde superhelt fra New York, som vi først mødte i "Daredevil"-serien (2015-2018), som Disney producerede i samarbejde med Netflix, og som for nylig blev flyttet til Disney+.
Og selvom Daredevils optræden i "She-Hulk"-serien – som bestemt ikke blot er en cameo à la den i "Spider-Man: No Way Home" – nu kan ses på Disney+, så har Marvel Studios også frigivet superheltenes sammenstød på YouTube – måske for at give ikke-abonnenter blod på tanden. Klippet kan ses herunder.
Og husk i øvrigt at se Moovy TV's interviews med de kreative kvinder bag den nyeste succesfulde MCU-serie, herunder den Emmy-belønnede manuskriptforfatter Jessica Gao:
Se også: Moovy TV: Bag om "She-Hulk: Attorney at Law" med holdet bag Marvel-serien
Tilbage i juli annoncerede Marvel Studios i øvrigt, at Daredevil snart får sin egen serie (igen) i form af "Daredevil: Born Again", som udkommer engang i foråret 2024. Læs mere her.
Den 1. sæson af "She-Hulk: Attorney at Law" afrundes med næste torsdags afsnit. Den seneste trailer til serien kan i øvrigt ses her.
"She-Hulk: Attorney at Law" handler om Bruce 'Hulk' Banners kusine, Jennifer Walters, som efter en bilulykke med sin superfætter på passagersædet får lidt superblod i årerne og pludselig forvandles til en kæmpe, mørkegrøn superhelt.
Men Walters drømmer altså ikke om at blive en avenger, og det er hårdt for hende at jonglere tilværelsen som nykåret superhelt med jobbet som ambitiøs advokat.
Det omtalte klip med She-Hulk og Daredevil kan ses her:







