Denne halloween-aften falder masken endelig. Det samme gør logikken.
Vi er nået til det endelige opgør! Kulminationen på en kamp, der begyndte for 44 år siden mellem babysitteren Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) og stjernepsykopaten Michael Myers. "Halloween Ends" er den stort opsatte afrunding på David Gordon Greens nye Halloween-trilogi og den foreløbige afslutning på den saga, der begyndte med John Carpenters "Maskernes nat" tilbage i 1978. Så der er kridtet op til den helt store kamp mellem det gode og det onde. Spørgsmålet er så bare, hvorvidt "Halloween Ends" kan levere den afslutning og forløsning, som slasher-fans har ventet på. Svaret må desværre blive et rungende nej. "Halloween Ends" ender nemlig både som en blodfattig og rodet gyser samt en uforløst finale.
Der er gået fire år siden handlingerne i "Halloween Kills", hvor Michael Myers hærgede Haddonfield og malede byen rød med beboernes blod. Dengang lykkedes det ham at få ram på Laurie Strodes datter, inden han – på noget mystisk vis – forsvandt sporløst. I tiden der er gået, er Laurie flyttet sammen med sit barnebarn Allyson (Andi Matichak) og har med terapeutisk hjælp forsøgt at lægge fortiden bag sig. Tingene ser ud til at gå den rette vej, selvom Michaels hærgen har sat et uudsletteligt aftryk på byen. Navnligt da både Allyson og Laurie bliver af mange i byen beskyldt for at være ansvarlige for begivenhederne under den mørke Halloween-nat i 2018. Da Allyson møder den unge fyr Corey, som har været mistænkt for at slå et barn han passede ihjel, knytter de et sjældent bånd og store følelser opstår. Det varer dog ikke længe før døden igen vender tilbage til Haddonfield. Nu må Laurie for sidste gang få sat en stopper for fortidens ondskab og redde byens fremtid.
Hvor David Gordon Green med "Halloween" fra 2018 gav et skud friskt blod til den halvfordærvede franchise, er "Halloween Ends" i stedet de sørgelige rester af sidste års halloween-slik. Efterladt som en bunke dampende sukkeropkast på fortovet. Filmen starter egentlig meget interessant og formår også at vise os en Laurie, der ikke længere er et offer, men en overlever. Undervejs i filmens knapt to timer lange spilletid, falder historierne sammen. Uden at tilbyde en forløsning, især da manuskriptet synes skrevet med en sløv køkkenkniv. Det er indlysende hvad der skal ske hele vejen igennem. Alligevel virker næsten alle ideerne halvbagte.
Det er svært at komme uden om, at ét af de mest problematiske elementer i filmen, faktisk er filmens trækplaster – nemlig Michael Myers. Forventer du at få forklaret, hvad Michael har brugt de sidste fire år på, bliver du slemt skuffet. Mest af alt virker det som om, at manuskriptforfatter Paul Brad Logan og instruktør David Gordon Green, ikke har anet hvad de skulle stille op med ham. Michael er nemlig blevet gammel, sådan fremstår han i hvert fald. Meget af tiden i filmen hænger han ud i kloakken under byen som en fesen version af Pennywise. Han er egentlig ikke synderligt skræmmende og spiller mest bare pauseklovn, mens han fra tid til anden får lov til lystigt at hakke løs på nogle stakkels ofre.
Da han langt om længe bevæger sig ud fra kloakken - det står uklart hvorfor han ikke har gjort det noget før, sad han fast eller hvad? - så sidder man tilbage og undres over, hvorfor han lige nu vender tilbage for at få ram på Laurie. Kunne han ikke have forsøgt da hun var allermest sårbar efter datterens død? Eller måske bare have slået til en HVILKEN SOM HELST anden aften i løbet af de forgangne fire år? Selvfølgelig får vi et opgør. Og selvfølgelig ender det nogenlunde som forventet. Men det er i forhold til filmens længde hurtigt overstået. Det stort opsatte – og markedsførte – opgør føles mere som lille interessant sidebemærkning, der falder i en ustandselig strøm af ligegyldigt mundlort.
Langt hen ad vejen er der paralleller mellem David Gordon Greens "Halloween"-trilogi og de tre "Star Wars"-film, der skulle agere afslutningen på Skywalker-sagaen. Første film i begge serier var lovende og et positivt gensyn. Anden film var en rodet affære, der delte fansene i to lejre. Den tredje film var som finale en stor fed fis i en hornlygte. Finalen, dét var det i hvert fald. Forhåbentlig får masken lov til at ligge lidt, inden den utvivlsomt samles op igen engang i fremtiden. Vi kan håbe på, at vi næste gang får en historie, der er stærk nok til at bære ondskabens ansigt.
