Fans af "The Last of Us" får en velkendt fortælling fortalt med tilføjet dybde og nuancer – alle andre bliver introduceret til en intens og følsom fortælling.
I 2013 udgav det amerikanske spilfirma Naughty Dog "The Last of Us". Et PlayStation-spil, der ændrede rammerne for videospillets potentiale, når det gjaldt en god historiefortælling. Med realistisk dialog, naturligt skuespil og en mørk, hjerteskærende historie. Siden da har der været adskillige forsøg på at oversætte spillet til film, men nu har Craig Mazin (kendt for seriehittet "Chernobyl") og Neil Druckmann (forfatter og medinstruktør bag det original spil) oversat "The Last of Us" til serieformatet. Tre episoder inde er dette ikke blot den bedste filmiske fortolkning af et spil nogensinde – men også årets indtil videre bedste serie.

I 2003 bliver verdenen angrebet af en mutation af svampevarianten cordyceps. En svamp, der forvandler folk til zombielignende bæster. Tyve år senere er menneskeheden bragt i knæ, og livet synes håbløst. I Boston lever Joel (Pedro Pascal) som smugler sammen med partneren Tess (Anna Torv). I en tid, hvor de fleste folk er fanget i krydsilden mellem den totalitære regering, Fedra, og modstandsbevægelsen, The Fireflies. En dag bliver Joel og Tess bedt om at smugle pigen Ellie (Bella Ramsey) tværs over USA, og de finder hurtigt ud af, at hun er vigtigere, end de troede – for bærer hun måske kuren mod denne zombievirus?
Overordnet set er handlingen identisk med dét, vi kender fra spillet. Især når enkelte skud og dialogstykker kopieres direkte fra Naughty Dogs klassiker. Men Mazin og Druckmann forstår fuldstændig, hvad der kan lade sig gøre, når en fortælling adapteres fra ét medie til et andet. For selvom historien indtil videre er den samme, er der også plads til at uddybe historien – en kendsgerning, som alle tre afsnit bruger til deres fordel, med øjeblikke, der både uddyber pandemiens ophav og karaktererne. Det giver mening, hvorfor Craig Mazin er ombord, da "Chernobyl" også stillede skarpt på mennesker i opløsning og en grundlæggende, gennemsyrende uro. "The Last of Us" er mindst lige så hjerteskærende, intens og spændende som kildematerialet. Hvilket især seriens første og også det allerede vidtberømte tredje afsnit beviser.

Generelt er det svært at udtrykke med ord, hvorfor HBO's nye water cooler er så effektiv, som den er. Selv hvis spillet ignoreres, bør rejsen med Ellie og Joel også være yderst medrivende for de uindviede – takket være en alletiders gennemført fortælling om at skabe relationer i en ødelagt verden med ødelagte mennesker. På trods af cordycep-vinklen som en ny zombie-variant er dette ikke den mest originale fortælling. Men serien understreger, at så længe der skrives interessante karakterer, kan klicheer alligevel være spændende. Især når de suppleres med en flot produktion, gennemtænkt dialog og en historie, der ved, hvordan den kan påvirke alle følelser hos seeren – ligegyldigt om udfaldet kendes på forhånd.
Skuespillet er prikken over i'et. Pedro Pascal er perfekt i rollen som Joel med sin barske, kyniske personlighed, og visuelt er han et stærkt match. Joel er præget af sine egne dæmoner og tab, og Bella Ramsey gør en brav figur som den unge Ellie, der skal vokse op i en postapokalyptisk verden. Ramsay og Pascal har en god kemi, der lever op til spillets bedste stunder. Nick Offerman og Murray Bartletts omdiskuterede gæsteoptrædener i seriens meget omtalte, tredje afsnit skal dog også nævnes. Begge herrer leverer deres bedste livs præstationer, når de giver næring til kærlighed i en omverden fostret af tab og sorg.

Tre afsnit inde lever "The Last of Us" op til alle (store) forventninger. Dette er en gennemført fortolkning af Naughty Dogs videospil, der heller ikke er bange for at gå sin egen vej. Neil Druckmann og Craig Mazin kender universet og de iboende karakterer til punkt og prikke, men de tør også udfordre selv de mest hardcore fans. Her fås en velkendt fortælling fortalt med tilføjet dybde og nuance. Alle andre bliver introduceret til en intens, emotionel og omsorgsfuld fortælling. HBO's seneste storserie er en triumf, der allerede stiler efter titlen som årets bedste serie.
Anmeldelsen er baseret på 3 ud af 9 afsnit, der udkommer ugentligt på HBO Max.








