Vi kan se frem til gensyn med både Woody og Buzz og Anna og Elsa i de kommende år.
Hvis man er fan af store Disney-franchises såsom "Toy Story", "Frost" og "Zootropolis", er der nu kommet spændende nyt: Disneys CEO, Bob Iger, har nemlig afsløret, at "Toy Story 5" og "Frost 3" er i støbeskeen. Det samme er en fortsættelse til "Zootroplis".
Det er dermed nogle af Disney og Pixars helt store kassesucceser, der nu igen er kørt i stilling. Både "Toy Story 3" og "Toy Story 4" indtjente hver især over 1 mia. dollars på verdensplan – det samme gjorde "Frost" og "Frost 2". Også "Zootropolis" fra 2016 passerede 1 mia dollars i indtjening.
Læs også: Pixar laver "Inderst inde 2"
Og selvom "Toy Story"-spin-off-filmen "Lightyear" underpræsterede ved billetlugerne sidste år, har det altså ikke fået Disney til at ryste på hænderne. Buzz og Woody er klar på flere løjer mod det uendelige univers i "Toy Story 5".
Samtidigt har rygterne om "Frost 3" svirret i årevis, og nu er den altså god nok: Vi får endnu et isnende eventyr med prinsesserne Anna og Elsa.
Det vides endnu ikke præcis, hvornår de tre kommende projekter ser dagens lys. Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's interview med instruktørerne Jennifer Lee og Chris Buck, som både lavede den første "Frost" og "Frost 2":







