Christopher Nolan vender tilbage til Hollywood-topformen med overrumplende mesterlig trykbølge.
Historien har gang på gang lært os især én lektion om tidens tand: Monumenter rejses og de væltes. Herunder selv de vigtigste personligheder. Uanset antallet af banebrydende meritter skrevet i historiebøgerne. Da Christopher Nolan snublede over sine egne ben med "Tenet", som Hollywoods ellers allerstærkeste instruktørkort, føltes en æra forbi. Imponerende tyve års tårnhøjt bundniveau med karakterisk Nolan’sk balancegang mellem højbudgetsfilm med praktiske effekter og ambitiøse tankeeksperimenter slog revnede ved den bundsolide sokkel. Andre instruktører ville tage et skridt tilbage. Chris Nolan laver (selvfølgeligt) i stedet en fabulerende tre timers portrætfilm om J. Robert Oppenheimer, atombombens fader, og forstærker fundamentet som én af de allerstørste filmskabere i nyere tid.
Baseret på den Pulitzer-belønnede biografi, "American Prometheus" af Martin J. Sherwin og Kai Bird, er det moralske og tematiske omdrejningspunktet den græske myte. Prometheus gav mennesket ilden og senere blev straffet for det af Zeus. Forskeren Oppenheimer (Cillian Murphy) er en af tidens fremmeste teoretiske fysikere, i en tid, hvor skikkelser som Albert Einstein (Tom Conti) og Niels Bohr (Kenneth Branagh) er rockstjerner. Oppenheimer er en genial og sympatisk tænker, men også et komplekst, gådefuldt og vægelsindet menneske. Han sættes til at lede det tophemmelige Manhattanprojekt under 2. verdenskrig, der havde til mission at udvikle atombomben i våbenkapløb med Hitler. Resten er som bekendt historie. I 1954, efter bomberne over Nagasaki og Hiroshima, kastes den verdensberømte forsker under bussen i McCarthy-tidens kommunist-heksejagt som potentiel spion for russerne. Er der noget om snakken, eller karaktermyrdes Oppenheimer i et velorkestreret politisk magtspil?
Ifølge Christopher Nolan er J. Robert Oppenheimer det vigtigste menneske i historien. Som banefører i kvantespringet ved udviklingen af atombomben. Et på papiret videnskabeligt vidunder, der løftede hvad der teknologisk var muligt og definitivt afsluttede 2. verdenskrig. Den gav også mennesket den ild, der gjorde det muligt at udslette sig selv. For med et knips at ændre historiens gang og kaste verdenen ind i en ny tid med Koldkrigens magtspil, der også i dag dikterer de geopolitiske forhold. Oppenheimer forblev indtil sin død splittet af sin egen betydning. Som den første til at forstå de moralske og menneskelige dilemmaer. Som videnskabsmand med jødiske rødder, socialistisk positiv og patriot med et naivt håb om at krig kan overflødiggøres ved opfindelsen af en så verdensødelæggende kraft, ingen har en fordel i at slippe løs. Nolans bombesikre hænder skaber fusion mellem højpotent historisk drama, stærkt psykologisk portræt og moralske brændpunkter, der smelter sig fast på nethinden.
Bag Cillian Murphys intense øjne sammenfattes et parløb med Christopher Nolan, der tæller "The Dark Knight"-trilogien, "Inception" og "Dunkirk". Efter fem biroller er den irske skuespiller forfremmet til en altoverskyggende hovedrolle. Det måske stærkeste karakterportræt ud fra instruktørens omfattende CV. Og én af de allerbedste præstationer fra altid gode Murphy. Dette med en perlerække af skuespillere som Matt Damon, Robert Downey Jr., Emily Blunt, Josh Hartnett, Florence Pugh, Rami Malek, Casey Affleck og man kunne blive ved. Dertil er de alle som én bemærkelsesværdigt velspillende, uden andre end Murphy for alvor overblænder de andre medvirkende.
Stilmæssigt og tematisk bevæger vi os på vante farvande, når der narrativt springes mellem tid og rum, virkelighedens historieskrivninger og kvantefysiske dimensioner. Kompliceret videnskabsformidling og perspektiverende vidnesbyrd omsættes i skarpladte dialogudvekslinger, som i et urværk leder fra gådefuldt spørgsmål til måske eller måske ikke utroværdige svar. Spejlet i Oppenheimers mystiske og splittede person såsom det enorme persongalleris motivationer og skyggespil, belyst i pulserende fragmenter som elektroners maniske færd i hurtige klip og Ludwig Göranssons eksplosive underlægningsmusik, der læner sig op ad det dynamiske og medrivende udtryk i Oliver Stones "JFK". Spilletiden på tre timer føles ikke ét minut for langt, men som én organisk masse af refleksioner og åbne tanketråde, der er et hypnotisk puslespil i konstant roterende synergi. "Oppenheimer" er en historisk, moralsk og psykologisk rejse ind i et perfektioneret gennemarbejdet kvanterige af så uhørt medrivende detaljegrad, at det er svært ikke at blive opslugt og fravriste sig lysten til øjeblikkeligt at besøge igen.
Sjældent bruger jeg betegnelsen ‘mesterværk’, men her gør jeg en undtagelse. "Oppenheimer" er ganske enkelt en enestående filmisk bedrift og står som et højdepunkt i Christopher Nolans i forvejen imponerende karriere.
"Oppenheimer" har dansk biografpremiere 20. juli. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
Se vores interview med Ludwig Göransson, der har stået bag underlægningsmusikken til "Oppenheimer".
