En pink paddehatte-plastiksky har blæst biografsalene i smadder. "Barbie" er landet!
Hvor mange af os har ikke drømt om at leve i en perfekt verden? En verden langt fra eksistentielle kriser, dårlig ånde og appelsinhud? En verden, vi måske levede i som børn, langt fra 2023s generelle elendighed. Før arbejde, elregninger og begyndende grå hår begyndte at tære på fantasien og drømmen om at kunne gøre lige, hvad man ville. Det er hér Barbie bor.
I Barbieland er alt perfekt. Her bor Barbie (Margot Robbie) med alle sine veninder, som også hedder Barbie. I Barbieland er man ikke optaget af kedelige praktikaliteter som at gå ned af trappen eller at indtage væske. Dukkerne er legetøj og det ved de godt. I Barbieland er de nemlig overbeviste om, takket være dem, at ligestilling blandt kønnene i den virkelige verden en realitet. De har jo vist at når Barbie kan blive hvad som helst, så kan pigerne der leger med Barbie jo også. Til gengæld kan Barbies mandlige modpol Ken (Ryan Gosling) ikke gøre ret meget. Han er kun glad, når han kan få opmærksomhed fra Barbie – det er hans primære funktion. Dét og så noget med stranden. Men Ken er ikke selv helt med på hvad det går ud på, for han kan hverken svømme, surfe eller redde liv. En dag begynder det dog gradvist at gå skævt for Barbie. Først tænker hun på døden og så - gisp - får hun pludselig flade fødder og appelsinhud. Hun opsøger mærkelige Barbie (Kate McKinnon) der fortæller hende at enhver Barbie er tilknyttet et barn i den virkelige verden og det er det barn der nu er skyld i Barbies problemer. Barbie må nu drage til den virkelige verden, sammen med Ken, for at forsøge at finde en løsning.
Barbie-dukken er uden overdrivelse ét af de mest betydningsfulde stykker legetøj vi har. Mere end bare en dukke, har Barbie sat sit store højhælede aftryk på samfundet. På godt… og ondt. En dukke, der både er elsket og hadet. Ofte for de samme grunde og som utallige piger (og drenge) har set til som en nærmest uopnåelig rollemodel. Der er masser af grunde til at hylde dukken. Men der er mindst lige så mange grunde til at kritisere dens elendige påvirkning på køns- og kropsidealer. En film om Barbie anno 2023 skal virkelig gå på line for ikke at fare vild i plastik-labyrinten og ende som enten en flad hyldest eller kedelig kritik. Spørgsmålet er så om Greta Gerwig – og Noah Baumbach – kommer i mål med den stort opsatte og STORT markedsførte "Barbie", som absolut har været én af årets mest ventede film.
På papiret kunne "Barbie" godt ligne "Lego-filmen". Det hjælper heller ikke just at Will Ferrell er på rollelisten i begge film. Man kunne frygte, at "Barbie" blot ville ende som endnu en dannelsesrejse fra legetøjets verden ud i virkeligheden. Heldigvis vil instruktør Greta Gerwig mere end det. Selvom hun ikke når i mål med det hele, er det stadig en særdeles underholdende og til tider skarp kommentar til samfundets generelle kønsulighed og patriarkatets lange, slimede fangarme. I den virkelige verden opdager Ken nemlig at mændene faktisk har det ret fedt og kan bestemme over kvinderne. Det frister hurtigt den stakkels dukkemand, der alt for længe har higet efter Barbies opmærksomhed.
Margot Robbie er født til at spille rollen som Barbie. Men det er imponerende nok Ryan Gosling, der stjæler det meste af opmærksomheden i en af årets stærkeste birollepræstationer. Uanset hvor latterlig han til tider ser ud og opfører sig, kan man ikke undgå at elske ham for det. Samspillet med Robbie og Gosling er sammen med filmens visuelle udtryk det absolut stærkeste trækplaster som "Barbie" har at byde på. Filmens farverige univers er umådeligt tiltrækkende. Måske ville de solide mængder af alverdens nuancer af lyserød, give enkelte tørvetrillere sukkerchok eller hovedpine. Som i James Camerons "Avatar"-film - bare knap så CGI-kedelig - har Gerwig formået at frembringe en verden, som man hellere end gerne ville udforske i timevis.
"Barbie" er et enormt projekt at gabe over. Selv for erfarne indie-darlings som Greta Gerwig og Noah Baumbach. Derfor er det desværre forventeligt, at filmens mange pointer ikke altid er helt gennemtænkte eller følges helt til dørs. Til gengæld er "Barbie" en fabelagtig, fjollet og farverig socialkritik om køn og kultur, der sagtens kan ses af både voksne og deres børn. Også selvom skærme for længst har erstattet plastikdukker som børns foretrukne tidsfordriv.
