Margot Kidder, som spillede Supermans flamme, Lois Lane, i de fire første "Superman"-film, er bestemt ikke fan af den nye udgave af DC-karakteren, som spilles af Amy Adams.
"De hyrede en af verdens bedste amerikanske skuespillerinder, Amy Adams, og gav hende intet at lave! Altså, hvor dumt er det ikke?!" siger Kidder i et helt nyt interview med HeyUGuys og fortsætter: "De gjorde hende bare til 'kæresten' – en rolle, som ellers uddøde efter kvindebevægelsen i 60'erne."
Kidder føler også, at de oprindelige "Superman"-film er bedre end Warner Bros. og DC's nye produktioner: "Folk vender stadig tilbage til de gamle film, fordi de er bedre skrevet og instrueret. Nu til dags handler det bare om at tilfredsstille en ung målgruppe."
Margot Kidder ville dog ikke have noget imod at få en gæsterolle på en af DC's mange tv-serier såsom "Legends of Tomorrow" og "Supergirl".
Kidder spillede over for Christopher Reeve i Richard Donners oprindelige "Superman"-film fra 1978 samt de tre fortsættelser: "Superman II", "Superman III" og "Superman IV: The Quest for Peace". Adams har spillet rollen i Zack Snyders "Man of Steel" og "Batman v Superman: Dawn of Justice" og vender tilbage i endnu flere kommende DC-film.






