"Shang-Chi"-instruktøren Destin Daniel Cretton har forladt det vaklende projekt.
Marvel Studios oplever en del modgang i øjeblikket. Ud over at nyere MCU-film som "Eternals", "Thor: Love and Thunder", "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" og senest "The Marvels" har underpræsteret ved billetlugerne og fået en del hug af anmelderne, så har selskabet også følt sig nødsaget til at udskyde en håndfuld kommende Marvel-film.
Og nu hænger den næste "Avengers"-films skæbne tilsyneladende i en tynd tråd. "Avengers: The Kang Dynasty" blev annonceret i juli 2022, før filmen få måneder senere blev udskudt et helt år – fra maj 2025 til maj 2026.
Men da skuespilleren Jonathan Majors blev arresteret for voldsomt overfald tilbage i marts, fik Marvel Studios endnu en hovedpine – for Majors har netop spillet superskurken Kang i flere Marvel-projekter (herunder streaming-serien "Loki") og er kørt i stilling som Avengers-heltenes næste store modstander oven på Thanos' død i "Avengers: Endgame".
Og hvis Majors kendes skyldig (retssagen starter i slut-november), så skal han potentielt sidde bag tremmer i et helt år. Hvad gør Marvel så? Caster en ny skuespiller? Dropper Kang og inddrager en ny superskurk? Moovy TV interviewede i øvrigt Majors blot få dage før hans anholdelse:
Se også: Bag om "Ant-Man 3" med Michael Douglas, Jonathan Majors, Evangeline Lilly og Kathryn Newton!
Hvorom alting er, så har den næste "Avengers"-film nu ramlet ind i en ny hurdle: instruktøren Destin Daniel Cretton har forladt "Avengers: The Kang Dynasty". Det bekræfter Deadline.
Cretton har allerede én Marvel-film under bæltet. Han lavede det kritikerroste hit "Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings" i 2021, som indtjente godt 430 mio. dollars under pandemien.
Og ifølge Deadline er det i øvrigt stadig meningen, at Cretton skal instruere fortsættelsen til dén film, og han arbejder ydermere på MCU-serien "Wonder Man". Cretton nåede at instruere seriens to første afsnit før Hollywood-strejkerne.
Der er altså tilsyneladende intet ondt blod mellem Cretton og Marvel Studios på trods af filmmagerens "Avengers"-exit. Men eftersom nu hverken "Avengers: The Kang Dynasty" eller "Avengers: Secret Wars" har nogen instruktør, er det ikke utænkeligt, at der går længere end ventet, før Marvels superhelte slår pjalterne sammen igen...







