Marvels nyeste MCU-serie lander på Disney+ kort efter nytår.
Vi er nu blot få uger fra streaming-premieren på Marvel Studios' nyeste MCU-serie, "Echo", som vi bragte den første trailer til tilbage i start-november. En ny actionfyldt teaser er netop landet på nettet, og den kan ses herunder.
Serien stiller skarpt på den døve, oprindelige amerikaner Maya Lopez – bedre kendt som Echo – som vi først mødte i MCU-serien "Hawkeye" fra 2021, og som nok en gang spilles af Alaqua Cox, der i øvrigt selv er døv.
Og den nye trailer byder på gensyn med både gangsterbossen Kingpin og den blinde superhelt Daredevil, som nok en gang spilles af hhv. Vincent D'Onofrio og Charlie Cox, der spillede rollerne i Netflix' "Daredevil"-serie (2015-2018) og i flere andre nyere Marvel-projekter, og som snart kan opleves i MCU-serien "Daredevil: Born Again".
Læs også: Marvel fyrer både forfatterne og instruktører bag ny "Daredevil"-serie
Echo er en tidligere håndlanger, som i den nye serie gør op med både sin fortid og førnævnte Kingpin.
Ud over D'Onofrio, Cox og Cox (som altså ikke er i familie med hinanden) byder rollelisten på navne som Chaske Spencer ("The English"), Zahn McClarnon ("Doctor Sleep"), Graham Greene ("Wind River") og Tantoo Cardinal ("Killers of the Flower Moon").
Moovy TV har i øvrigt for nylig interviewet seriens hovedinstruktør, Sydney Freeland, og det interview kan du snart se her på siden. "Echo" får dansk streaming-premiere på Disney+ den 10. januar, og den nyeste trailer kan ses her:







