Del 2 (ud af 3) af den ekstremt ambitiøse fanfilm udkommer engang i 2024.
Tidligere i år kunne vi omsider dele første del af "Shrouded Destiny" – den længe ventede danske "Star Wars"-fanfilm, som vi først skrev om helt tilbage i 2017.
Filmen er skrevet og instrueret af Shahbaz Sarwar, der i øvrigt har brugeren The Paki Don her på Moovy, og som tilmed spiller hovedrollen i den velproducerede fanfilm.
Derudover byder rollelisten på prominente navne som videospilsstjernen Magnus Bruun ("Assassin's Creed Valhalla") og tilmed selveste Lars Mikkelsen, som tidligere har spillet skurken Grand Admiral Thrawn i både den officielle "Star Wars"-animationsserie "Star Wars: Rebels" og i live-action-serien "Ahsoka":
Se også: Masser af action og lyssværd i ny tempofyldt trailer til "Star Wars"-serien "Ahsoka"
"Shrouded Destiny" er blevet skruet sammen af talløse dygtige, frivillige ildsjæle over hele kloden, og adskillige VFX-artister arbejder netop nu på Del 2 og Del 3 af fanfilmen.
Og selvom der stadig går en rum tid, før Del 2 udkommer i 2024 (og Del 3 ligger naturligvis endnu længere væk i horisonten), så har filmholdet nu delt et actionfyldt smugkig på Del 2, der bugner af kulørte rumvæsner, velkoreograferede slåskampe og magtfulde jedi-riddere.
Du kan i øvrigt holde dig opdateret om fanfilmens udvikling og udgivelse på dens officielle Facebook-side her. Hvis I synes om filmen, opfordrer vi jer naturligvis til at dele den, og I er velkomne til at give jeres mening til kende på filmens YouTube-kanal eller her i Moovy-forummet.
Det omtalte klip fra Del 2 af "Shrouded Destiny" kan ses her:







