I 1979 fandt Ridley Scott gyset så langt ude i rummet, at ingen kunne høre dig skrige. Det var mesterligt. I 2012 rejste han tilbage i et forsøg på at finde det igen. Lidt af gyset fandt han, men denne gang kunne tydelige suk høres i det fjerne. Helt så mesterligt var det ikke. I "The Martian" tager han turen for tredje gang. Denne gang helt uden gys, men genklang af suk kan stadig høres.
En bemandet mission til Mars går galt. Voldsomme storme opstår pludseligt på den ubarmhjertige og golde planet, hvilket resulterer i, at astronauten Mark Watney (Matt Damon) slås ud af løsrevne vragdele. Den øvrige besætning mister kontakten til ham og går ud fra, han er død. De evakuerer fra Mars, men den efterladte astronaut er slet ikke omkommet. Stærkt såret og halvt begravet i en dynge rødt sand indser Watney, at han er fuldstændig alene på den fremmede planet – 225 millioner kilometer fra Jorden. Gode råd er dyre, men dem har Mark Watney heldigvis masser af.
"Fuck you, Mars" håner Mark Watney overlegent på et kritisk tidspunkt. Det har han god grund til, for vi har fat i en astronaut med helt særlige evner. En fremragende botaniker/forsker/astronaut og kæk komiker, der har Mars i sin hule hånd. Det betyder derfor, at der ikke er så meget på spil, som der burde være. Den forladte rumrejsende er sjældent i fare, og tunge temaer som ensomhed og skyld fordamper i Mars' ugæstfrie atmosfære til en let gang rumhygge med temmelig flad spændingskurve.
Visuelt og emotionelt er "The Martian" et lille lysår fra de sidste par års sci-fi-successer "Gravity" og "Interstellar" – hvilke selvfølgelig kan være et par hårde nødder at knække. Manuskriptet (skrevet ud fra Andy Weirs debuterende 2011-roman) står Drew Goddard for; hans tidligere samarbejde med Joss Whedon mærkes tydeligt med den velkendte, humoristiske tilgang som modvægt til en ellers skæbnesvanger og ganske forfærdelig situation.
Nuvel, filmens humor rammer flere gange plet, og Matt Damon som Mark Watney besidder bestemt charme. Han er klart filmens højdepunkt. Derfor er det ærgerligt, at han i anden akt forsvinder ud til fordel for alt for mange karakterer, der aldrig når at blive vedkommende. Dette gælder også for resten af besætningen, der forlod den strandede stakkel. Deres heroiske forsøg på at hente ham tilbage ender derfor i et klimaks, der ikke bliver så bevægende, som det burde. Især den normalt fremragende Jessica Chastain som affektivt omdrejningspunkt svigtes. "The Martian" vil gerne undersøge den menneskelige udfordring mentalt og fysisk ved at være fanget i intetheden. Hvis intetheden så ender ud med at fungere som hyggelig planet-picnic, hives brodden ud af fortællingen. Det er hyggeligt at overvære – det kunne bare være blevet til så meget mere.
"The Martian" bevæger sig på sikker grund og bliver derfor hverken sol eller måne. Decideret ringe er det sjældent med Ridley Scott ved styrepinden, og filmen er da også "fin", men med genredefinerende sci-fi-mesterværker som "Alien" og "Blade Runner" er du altså mere end bare "fin", Ridley! Håndværket er konventionelt veludført med en overraskende let og vittig tone som erstatning for den kant og nerve, der især var til stede i den aldrende instruktørs tidlige værker.
Resultatet ender som en gang uudnyttet potentiale, da Scott som sædvanlig har styr på sin filmiske ABC. Overfladen på Mars er fornemt fotograferet, og de jordanske røde ørkenlandskaber, hvor filmen er optaget, udgør en visuelt nydelig ramme. Scott har en særlig evne til at skabe interessante verdener, men det er længe siden, der har foregået noget virkelig spændende i dem. De stærke visioner og viljen til at præsentere en unik fortælling er efterhånden en saga blot for den engelske filmskaber. Viljen til at tro på hans tilbagevenden til mesterlig storhed er dog stadig intakt.
Næste gang!
