De amerikanske animationskonger føler formentlig kun glæde i disse dage...
Så skete det, der har ligget i kortene de sidste par uger: Pixars seneste monsterhit, "Inderst inde 2", er nu den mest indbringende animationsfilm i historien.
Eventyret har her seks uger efter premieren indtjent svimlende 1,462 mia. dollars på verdensplan. Dermed går "Inderst inde 2" forbi Disneys "Frost 2", der "kun" har indbragt 1,451 mia. dollars.
Se også: Moovy TV: Interview med parret bag Disney-megahittet "Frost 2"!
"Inderst inde"- filmene handler om pigen Riley, som har vanskeligt ved at finde sig til rette i San Francisco efter at være flyttet dertil sammen med sine forældre. Og vi får et særligt indblik i Rileys følelsesliv, idet vi følger hendes "kernefølelser" i form af kulørte figurer som Glæde, Triste og Vrede inde i pigens hoved.
I 2'eren er Riley blevet teenager, og her præsenteres vi for endnu flere "kropsliggjorte" følelser, idet puberteten slipper nye følelser løs. Filmen kan stadig ses i et væld af danske biografer – bl.a. i FORMAT Biograf, der både fremviser en dansksproget og en engelsksproget version. Book billetter her.
Og mon ikke Pixar ovenpå studiets 28. spillefilms enorme succes pønser på at lave "Inderst inde 3"?







